Bibelen

2. Psalmerne

Det 34te kapitel

Takkesang

1 Af David, da han stillede sig vanvittig an for Abimelek, og denne drev ham ud, og han drog bort.

2 Jeg vil love Herren allen stund; hans pris skal altid være i min mund;

3 i Herren skal min sjæl rose sig, de ydmyge skal høre det og glæde sig.

4 Priser Herren storligen med mig, og lad os tilsammen ophøje hans navn!

5 Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig, han friede mig af al min frygt.

6 De saae til ham og bleve glade, og deres ansigt beskjæmmes ikke;

7 denne ulykkelige raabte, og Herren hørte og frelste ham af alle hans trængsler.

8 Herrens lejrer sig trindt om dem, som frygte ham, og frier dem!

9 Smager og seer, at Herren er god; salig den mand, som forlader sig paa ham!

10 Frygter Herren, i hans hellige! thi der er ingen mangel for dem, som frygte ham.

11 Unge løver smægte og hungre; men de som søge Herren, skal ikke mangle noget godt.

12 Kommer børn, hører mig! Herrens frygt vil jeg lære eder!

13 Hvo er den mand, som har lyst til livet, som elsker dagene for at se det gode?

14 Bevar din tunge fra ondt, og dine læber fra at tale svig;

15 vig fra ondt og gjør godt, søg fred, ja efterjag den!

16 Herrens øjne ere vendte til de retfærdige, hans øren til deres raab;

17 men Herrens ansigt er mod dem, som gjøre ondt, til at udslette deres minde af jorden.

18 Hine raabte, og Herren hørte dem, og han friede dem af alle deres trængsler.

19 Herren er nær de sønderknuste hjærter; de nedslagne i aanden vil han frelse.

20 Mange ulykker ramme den retfærdige, men af dem alle frelser Herren ham;

21 han bevarer alle hans ben, saa ikke eet brydes af dem.

22 Ulykken skal slaa den ugudelige ihjel; de, som hade den retfærdige, skal bære deres skyld.

23 Herren forløser sine tjeneres sjæl; alle, som forlade sig paa ham, skal ej bære deres skyld.