Bibelen

2. Psalmerne

Det 35te kapitel

Davids bøn mod sine Fjender. Af David.

1 Herre! gaa i Rette med dem, som trætte med mig, kjæmp mod dem, som bekjæmpe mig.

2 Tag Skjold og Værge, og rejs dig til min Hjælp;

3 tag Spydet frem og afskjær dem, som forfølge mig; siig til min Sjæl: Jeg er din Frelse!

4 lad dem, som tragte efter mit Liv, blues, beskjæmmes; lad dem, som tænke ondt imod mig, vige tilbage og blive til Spot!

5 lad dem vorde som Avner for Vinden, Herrens Engel støde dem bort!

6 deres Vej vorde mørk og saare slibrig, og Herrens Engel forfølge dem!

7 Thi uden Grund lagde de hemmelig deres Garn i Graven mod mig, uden Grund grove de Gruben for min Sjæl.

8 Ødelæggelse komme over dem, uden at de vide det; lad det Garn, de lagde i Skjul, fange dem; lad dem falde deri til Ødelæggelse; men min Sjæl skal fryde sig i Herren, glæde sig i hans Frelse!

10 Alle mine Ben skal sige: Herre, hvo er som du, som frier den Ulykkelige fra den, som er ham for stærk, den Ulykkelige og Fattige fra den, som plyndrer ham?

11 Der rejser sig Voldsvidner, de spørge mig om det, jeg ikke kjender;

12 de betale mig Ondt for Godt, de røve Børnene fra min Sjæl;

13 men da de vare syge, iførte jeg mig Sørgedragt, ydmygede min Sjæl med Faste, og min Bøn vendte sig mod min Barm.

14 Som en Frænde, som en Broder ad mig omgikkes jeg dem ; som sørgende over en Moder gik jeg i Sorg og var nedbøjet;

15 men da jeg haltede, glædede de sig og flokkede sig; de flokkede sig imod mig, hudflettede mig med deres Tunge, og jeg vidste det ikke; de sønderslede mig og tav ikke;

16 blandt Øjenskalke, som spotte for en Kages Skyld, skjære de Tænder mod mig.

17 Herre! hvorlænge vil du se derpaa? før min Sjæl tilbage fra deres Ødelæggelse, min Eneste fra de unge Løver.

18 Jeg vil love dig i en stor Forsamling, prise dig blandt et talrigt Folk!

19 lad ikke dem glædes over mig, som ere mine Fjender uforskyldt, og lad dem, som hade mig uden Grund, ej blinke med Øjnene;

20 thi de tale ikke Fred, men mod de Stille i Landet optænke de svigefulde Ord;

21 de oplode deres Mund vidt imod mig; de sagde: Ha, ha! der saae vi det med vore Øjne!

22 Du seer det, o Herre! ti ikke! Herre min, vær ikke langt fra mig!

23 vaagn op og vær vaagen til min Ret; min Gud og min Herre, til min Sag!

24 døm mig efter din Retfærdighed Herre min Gud, og lad dem ikke glædes over mig;

25 saa de ikke skulle sige i deres Hjærtet Eja vor Sjæl! at de ikke skulle sige: Vi har slugt ham!

26 Lad dem besklæmmes og blive til Skamme tilhobe, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes i Skam og Skjændsel, som hovmode sig over mig;

27 men lad dem fryde og glæde fig, som har Velbehag i min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Højlovet være Herren, som har Velbehag i sin Tjeners Fred!

28 saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, den hele Dag om din Pris.