Bibelen

2. Psalmerne

Den 39te Psalme.

Om Livets Korthed og Forfængelighed

1 Til Forsangeren. For Jedutun, en Psalme af David.

2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veje, saa jeg ikke synder med min Tunge; jeg vil forvare min Mund med Mundkurv, da en Ugudelig endnu er mig for Øje.

3 Jeg var stum af Tavshed; jeg tav med det Gode, men min Pine blev oprørt.

4 Mit Hjærte brændte i mit Inderste, under min Betænkning optændtes en Ild, jeg talede med min Tunge.

5 Herre! lad mig kjende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvor stort det er; lad mig erkjende, hvor snart jeg skal ophøre at leve;

6 se, som en Haandsbred har du sat mine Dage, min Levetid er som intet for dig; visselig, idel Forfængelighed er hvert Menneske, hvor fast han end staaer. Sela!

7 Ja, i et Skyggebilled gaaer Mennesket frem; sandelig, forgjæves gjøre de sig Uro; man sammendynger og veed ikke, hvem der skal sanke det.-

8 Og nu, Herre, hvad bier jeg efter? Min Forventning er til dig.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ej til Daarers Spot.

10 Dog jeg tier, jeg vil ikke oplade min Mund; thi du gjorde det.

11 Borttag din Plage fra mig; ved din Haands Slag forgaaer jeg.

l2 Tugter du en Mand med Straf for Misgjerning, fordærver du hans Skjønhed som Møl; sandelig, Forfængelighed er hvert Menneske, Sela! -

13 Hør min Bøn, o Herre! laan Øren til mit Raab, og ti ikke til mine Taarer; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.

14 Se bort fra mig, at jeg kan vederkvæges, før jeg farer herfra og ikke er mere!

Salmernes bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150