Bibelen

2. Psalmerne

Den 39te Psalme.

Om Livets Korthed og Forfængelighed

1 Til Forsangeren. For Jedutun, en Psalme af David.

2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veje, saa jeg ikke synder med min Tunge; jeg vil forvare min Mund med Mundkurv, da en Ugudelig endnu er mig for Øje.

3 Jeg var stum af Tavshed; jeg tav med det Gode, men min Pine blev oprørt.

4 Mit Hjærte brændte i mit Inderste, under min Betænkning optændtes en Ild, jeg talede med min Tunge.

5 Herre! lad mig kjende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvor stort det er; lad mig erkjende, hvor snart jeg skal ophøre at leve;

6 se, som en Haandsbred har du sat mine Dage, min Levetid er som intet for dig; visselig, idel Forfængelighed er hvert Menneske, hvor fast han end staaer. Sela!

7 Ja, i et Skyggebilled gaaer Mennesket frem; sandelig, forgjæves gjøre de sig Uro; man sammendynger og veed ikke, hvem der skal sanke det.-

8 Og nu, Herre, hvad bier jeg efter? Min Forventning er til dig.

9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ej til Daarers Spot.

10 Dog jeg tier, jeg vil ikke oplade min Mund; thi du gjorde det.

11 Borttag din Plage fra mig; ved din Haands Slag forgaaer jeg.

l2 Tugter du en Mand med Straf for Misgjerning, fordærver du hans Skjønhed som Møl; sandelig, Forfængelighed er hvert Menneske, Sela! -

13 Hør min Bøn, o Herre! laan Øren til mit Raab, og ti ikke til mine Taarer; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.

14 Se bort fra mig, at jeg kan vederkvæges, før jeg farer herfra og ikke er mere!