Bibelen

2. Psalmerne

Den 44de Psalme.

Bøn om Guds hjælp for hans folk som i forrige Dage.

1 Til Forsangeren. Et Læredigt af Korahiterne.

2 Gud! med vore Øren have vi hørt, vore Fædre har fortalt os den Gjerning, du gjorde i deres Dage, i gamle Dage.

3 Med din Haand fordrev du Hedningerne, men plantede dem; du handlede ilde mod disse Folk og drev dem ud;

4 thi ikke ved deres Sværd toge de Landet, og deres Arm frelste dem ej, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Velbehag til dem.

5 Du, den samme, er min Konge, o Gud; byd Jakob Frelse!

6 Ved dig skal vi stange vore Fjender, i dit Navn nedtræde vore Modstandere;

7 thi jeg stoler ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig;

8 men du har frelst os fra vore Fjender; du har beskjæmmet dem, som hade os.

9 Vi love Gud den hele Dag og takke dit Navn evindelig, Sela!

10 Men du har forskudt os og ladet os beskjæmmes; du vil ikke drage ud i vore Hære.

11 du lader os vige tilbage for vore Fjender, og de, som os hade, gjorde sig Bytte.

12 Du giver os hen som Faar til at fortæres, du spreder os blandt Hedningerne.

13 Du sælger dit Folk, og det for intet; du sætter ikke stor Pris paa dem;

14 du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som bo omkring os;

15 du gjør os til et Ordsprog blandt Hedningerne, saa man ryster paa Hovedet ad os blandt Folkene.

16 Min Forsmædelse staaer den hele Dag for mig, og mit Ansigts Blusel dækker mig;

17 for Spotterens og Forhaanerens Røst, for Fjendens og Selvhævnerens Ansigt.

18 Alt dette er kommet over os; men vi har ikke glemt dig og ikke været utro i din Pagt.

19 Vort Hjærte vendte sig ikke fra dig, og vore Skridt bøjede sig ikke fra din Vej;

20 skjøndt du har stødt os ned til Slangebo og skjult os i Dødens Skyggedal.

21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udstrakt vore Hænder til en fremmed Gud,

22 skulde Gud da ikke undersøge det? thi han kjender Hjærtets Hemmeligheder.

23 Men for din Skyld slaaes vi ihjel den hele Dag, vi blive regnede som Slagtefaar!

24 Vaagn op! hvi sover du, o Herre! Vaagn op, forskyd os ej evindelig!

25 Hvorfor skjuler du dit Ansigt, glemmer vor Nød og vor Trængsel?

26 Thi vor Sjæl er nedbøjet til Støvet, vort Legeme nedtrykt til Jorden!

27 Rejs dig! du er vor Hjælp; frels os for din Kjærlighed!