Bibelen

2. Psalmerne

Den 49de Psalme.

Verdens Forfængelighed

1 Til Forsangeren. En Psalme af Korahiterne.

2 Hører dette, alle Folk, laaner Øre dertil, alle Verdens Indbhggere,

3 baade den menige Almue og de Fornemmes Børn, den Rige og Fattige tillige;

4 min Mund taler Visdom, mit Hjærtes Betænkning er Forstand;

5 jeg vil bøje mit Øre til Tankesprog, aabne min mørke Tale med Harpespil.

6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Bedrageres Ondskab omgiver mig,

7 hvilke stole paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom.

8 Ingen Mand kan forløse sin Broder, han kan ikke give Gud Forsoning for ham;

9 thi deres Sjæls Forløsning er kostbar, - han maatte opgive den evindelig -

10 saa at han skulde leve evig og ikke se Graven.

11 Thi man skal se, at de Vise skulle dø, at Daaren og den Uforstandige omkomme tilsammen og efterlade deres Gods til andre.

12 Deres inderste Tanke er, at deres Huse maa vare evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Landstrækninger efter deres Navn;

13 men Mennesket skal ikke blive Natten over i Herlighed; han lignes ved Dyrene, som udryddes.

14 Denne deres Vej er en Daarlighed for dem, dog finde deres Efterkommere Behag i deres Ord, Sela!

15 De skal ligge i Underverdenen som Faar; Døden skal fortærre dem; ved Morgengry skulle de Fromme træde paa dem; Underverdenen skal slide deres Skikkelse af deres Bolig;

16 men Gud vil forløse min Sjæl af Underverdenens Vold; thi han antager mig, Sela!

17 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor;

18 thi i sin Død tager han intet med sig; hans Herlighed farer ikke ned efter ham.

19 Om han end velsigner sin Sjæl, medens han lever, om de end prise dig, fordi du gjør dig tilgode,

20 skal den dog komme til sine Fædres Slægt; de skal i Evighed ej Lyset se.

21 Et Menneske i Herlighed, som ej har Forstand, lignes ved Dyrene, som udryddes.