Bibelen

2. Psalmerne

Den 57de Psalme.

Bøn i Fare.

1 Til Forsangeren. Paa Tonen: "Ej fordærve du." Gyldensmykke af David, da han flygtede for Saul til Hulen

2 Vær mig naadig, o Gud, vær mig naadig, thi til dig tyer min Sjæl, under dine Vingers Skygge tyer jeg, indtil Ulykken gaaer over;

3 jeg raaber til Gud, den Højeste, til den Almægtige, som gjør Udgang for mig;

4 fra Himlen skal han sende og frelse mig; han beskjæmmer den, som vilde sluge mig, Sela! sin Miskundhed og sin Sandhed vil Gud sende.

5 Min Sjæl er midt iblandt Løver, jeg maa ligge mellem dem, som sprude Ild, de Menneskens Børn, hvis Tænder er Spyd og Pile, og deres Tunge det hvasse Sværd.

6 Gud! hæv dig over Himlene, din Herlighed over al Jorden!

7 De stillede Garn for mine Trin; min Sjæl bøjede sig; de kastede mig Grav, selv faldt de midt i den, Sela!

8 Fast er mit Hjærte, o Gud; fast er mit Hjærte; jeg vil synge og juble.

9 Vaagn op, min Ære! vaagn, o Citar og Harpe! jeg vil vaagne med Morgenrøden;

10 jeg vil prise dig blandt Folkene, o Herre! jeg vil lovsynge dig blandt Folkefærd!

11 thi stor, indtil Himlen, er din Kjærlighed, og indtil Skyerne din Sandhed!

12 Gud! hæv dig over Himlene, din Herlighed over al Jorden!