Bibelen

2. Psalmerne

Den 59de Psalme.

Bøn mod forfølgere

1 Til Forsangeren. Paa Tonen: "Ej fordærve du." Gyldensmykke af David, da Saul sendte Folk, og de bevogtede hans Hns for at slaa ham ihjel.

2 Min Gud! red mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted mod dem, som rejse sig mod mig!

3 red mig fra Udaadsmænd, frels mig fra Blodmænd!

4 Thi se, de lure paa min Sjæl, de flokke sig imod mig, de Stærke, uden min Skyld og min Synd, o Herre!

5 Uden min Brøde løbe de og ruste sig! Vaagn op at møde mig og se;

6 ja du, Herre Gud Almægtige, Israels Gud! vaagn op for at hjemsøge alle Hedningerne, spar ikke alle de troløse Overtrædere, Sela!

7 De komme igjen mod Aften; de tude som Hunde og løbe om i Staden.

8 Se, de gyde Ondt af deres Mund, Sværd er paa deres Læber; thi hvem hører det?

9 Men du, o Herre, skal le ad dem, du spotter alle Hedningerne;

10 mod deres Styrke vil jeg vogte paa dig; thi Gud er min faste Borg;

11 min miskundelige Gud vil forekomme mig; Gud vil lade mig se med Fryd paa mine Fjender.

12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det, forjag dem ved din Kraft, lad dem styrte, Herre, vort Skjold!

13 For deres Munds Synd, for deres Læbers Ord lad dem gribes i deres Hovmod, for de Forbandelser og for den Løgn, de udsige.

14 Gjør Ende paa dem i din Vrede, gjør Ende paa dem, saa de er ej mere og maa vide, at Gud hersker over Jakob, ja indtil Jordens Grændser, Sela!

15 Lad dem komme igjen mod Aften, tude som Hunde og gaa om i Staden;

16 lad dem vandre hid og did om Føde og blive Natten over, naar de ikke blive mætte.

17 Men jeg vil lovsynge din Kraft; om Morgenen vil jeg juble over din Miskundhed, thi du var min faste Borg og Tilflugt paa min Nøds Dag;

18 min Kraft! for dig vil jeg sjunge, thi Gud er min faste Borg, min Kjærligheds Gud!