Bibelen
2. Psalmerne
Den 62de Psalme.
Tillid til Gud.
1 Til Forsangeren i Jedutuns Skifte. En Psalme af David.
2 Kun paa Gud bier min Sjæl i Stilhed; fra ham er min Frelse;
3 kun han« er min Klippe og min Frelse, min faste Borg, saa jeg ej storlig vakler.
4 Hvorlænge sigte I en Mand? J skulle alle slaaes ihjel som Væggen, der helder, som Muren, der nedstyrtes;
5 de raadslaa kun om at støde ham fra hans Højhed; de have Behag i Løgn; med deres Mund velsigne de, men i deres Inderste forbande de, Sela!
6 Kun paa Gud bie min Sjæl! thi paa Ham er mit Haab;
7 kun Han er min Klippe og min Frelse; min fasteBorg! jeg vakler ej;
8 hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er hos
Gud. -
9 Forlader eder allen Stund paa Ham, o Folk! udøser eders Hjærte for Hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt, Sela!
10 Kun Forfængelighed er Menneskens Børn, Løgn er Mandens Børn; naar de lægges paa Vægten, ere de tilhobe lettere end Forfængelighed!
11 Forlader eder ikke paa Vold, bliver ej forfængelige af revet Gods! falder eder Rigdom til, saa hænge ej Hjærtet derved!
12 Eengang talede Gud, to Gange hørte jeg det: "At Styrken er Guds!"
13 Og dig, Herre, tilhører Barmhjærtighed; ja du vil betale enhver efter hans
Gjerning!
|