Bibelen

2. Psalmerne

Den 69de Psalme.

Den lidende Anslag.

1 Til Forsangeren. Paa Tonen: "Lilierne." Af David.

2 Frels mig, o Gud, thi Vandet trænger slige til Sjælen;

3 jeg er sjunken i det bundløse Dynd, og der er intet Fodfæste; jeg er kommen i det dybe Vandz Strømmen overskyller mig;

4 jeg er træt af mit Raab, hæs er min Strube, mine Øjne fortæres, medens jeg venter paa min Gud.

5 Flere end Haarene paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Grund; stærke ere de, som ville udrydde mig, de, som uden Skjel ere mine Fjender; hvad jeg ikke har røvet, maa jeg nu gjengive.

6 Gud! du kjender min Daarlighed, og min Brøde er ikke skjult for dig.

7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre Gud, Almægtige! lad dem, som søge dig, Israels Gud, ikke blive forhaanede formedelst mig;

8 thi for din Skyld bærer jeg Forhaanelse; Skjændsel skjuler mit Aasyn ;

9 fremmed er jeg bleven for mine Brødre, og en Udlænding for min Moders Sønner;

10 thi Nidkjærhed for dit Hus har fortæret mig; deres Forhaanelse, som dig haane, er falden paa mig ;

11 jeg græd, og min Sjæl fastede, det blev mig lagt til Haan!

12 jeg gjorde Sørgedragten til mit klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog;

13 de som sidde paa Tinget, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.

l4 Men min Bøn er til dig, o Herre; lad det være en velbehagelig Stund, o Gud, for din store Kjærlighed; bønhør mig for din Frelses Sandhed!

15 Uddrag mig af Dyndet, at jeg ikke skal synke, udriv mig fra dem, som mig hade, og fra det dybe Vand;

16 lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, lad Dybet ikke sluge mig, og lad Brønden ikke lukke sit Gab over mig.

17 Bønhør mig, Herre! thi skjøn er din Kjærlighed; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjærtighed;

18 skjul ikke dit Ansigt for din Tjener! thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig!

19 hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den, forløs mig fra mine Fjender!

20 Du kjender min Forhaanelse, min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig ;

21 Forhaanelse knuste mit Hjærte; jeg er svag; jeg ventede Medynk, der var ingen; Trøstere, men jeg fandt dem ej;

22 de gav mig Galde at æde og Ædike at drikke for min Tørst.

23 Deres Bord foran dem blive dem til Strikke, til Snare, naar de ere trygge!

24 Deres Øjne fordunkles, saa de ikke se; deres Lænder vakle altid;

25 udøs din Harme over dem, lad din Vredes Heftighed gribe dem;

26 deres Borg vorde øde, ingen bo i deres Telte!

27 thi de forfølge den, som du har slaget; de fortælle om deres Smerter, som du har saaret!

28 giv dem hen i Misgjerning over Misgjerning, de komme ikke til din Retfærdighed!

29 de vorde udslettede af Livets Bog og indskrives ikke med de Retfærdige!

30 Men jeg er elendig og vaandefuld! din Frelse, o Gud, ophøje mig;

31 saa vil jeg prise Guds Navn i Sangen, højlove ham med Taksigelse;

32 det vil behage Herren bedre end Oxen, den hornede, fodklovede Tyr.

33 De Sagtmodige saae det, de skal glæde sig; I, som søge Gud, eders Hjærte skal leve;

34 thi Herren hører de Fattige, og sine Bundne foragter han ej.

35 Himmel og Jord skal prise ham; Havet og hvad som vrimler deri;

36 thi Gud vil frelse Zion og bygge Juda Stæder, og der skal de bo, og dem skal de eje;

37 og hans Tjeneres Afkom skal arve den, og de, som elske hans Navn, skal bo deri.