Bibelen

2. Psalmerne

Det 7de kapitel

David klager over sine fjender, trøster sig ved Herrens retfærdighed

1 Et klagemaal af David, som han sang for Herren i anledning af Benjaminiten Kus.

2 Herre, min Gud, jeg stoler paa dig, frels mig fra alle mine forfølgere og red mig!

3 at man ej som løven skal sønderrive min sjæl, sønderslide, naar ingen redder.

4 Herre, min Gud! har jeg gjort dette? er der uret i min haand?

5 har jeg gjort ham ondt, som bød mig fred, afvæbnede jeg ham, der var fjende uden grund;

6 lad saa fjenden forfølge min sjæl, gribe og træde mit liv til jorden og lade min hæder bo i støvet, Sela!

7 Rejs dig, o Herre, i din vrede, hæv dig mod mine fjenders forbitrelse, vaagn op til mig! du har befalet dom at holdes;

8 Folkeskaren omringer dig, viis dig atter for den i det høje!

9 Herren vil stævne folkene; døm mig, Herre, efter min retfærdighed og min uskyldighed over mig!

10 Lad dog de ugudeliges ondskab faa ende, grundfæst den retfærdige, du, som prøver hjærter og nyrer, retfærdige Gud!

11 Mit skjold støtter sig paa Gud, han, som frelser de oprigtige af hjærte.

12 Gud er en retfærdig dommer, en Gud, som vredes hver dag;

13 omvende de sig ej, da vil han hvæsse sit sværd, sin bue har han spændt, og han bereder den;

14 mod dem bereder han dødsskud; sine pile gjør han gloende.

15 Se, de undfange uret, gaa frugtsommelige med udaad og føde løgn;

16 en grav de kastede og grov den dyb; de faldt i graven, de gjorde;

17 paa deres hoved vender deres udaad tilbage, paa deres isse falder deres uret ned! -

18 Jeg vil love Herren efter hans retfærdighed; jeg vil lovsynge Herrens, den højestes, navn!