Bibelen
2. Psalmerne
Den 74de Psalme.
Kirkens Klagemaal
1 Et Læredigt af Asaf. Hvorfor, o Gud, forkaster du os evindelig, hvorfor ryger din Vrede blandt din Græsgangs Hjord?
2 Kom din Menighed ihu, som du fordum kjøbte, din Arvestamme, som du udfriede, det Zions Bjerg, hvorpaa du boede.
3 Opløft dine Trin til de evige Ødelæggelser; Fjenden har handlet ilde med alt i Helligdommen;
4 dine Modstandere brøle midt i din Forsamling, de sætte deres Tegn til Kjendingstegn;
5 man seer mod Træets Sammenføjning ham hæve Øren højt,
6 og nu alt skaaret Snitværk med Kølle og med Mukkerter de knuse;
7 paa din Helligdom de sætte Ild; de vanhellige dit Navns Bolig i Støvet ned;
8 de sige i deres Hjærte: Lad os kue dem tilsammen; de brænde alle Guds Forsamlingshuse i Landet;
9 vore Tegn vi ikke se; Profet er ikke mer, og hos os er ingen, som veed "hvorlcenge."
10 Hvorlænge, o Gud, skal Modstanderen haane, Fjenden foragte dit Navn evindelig?
11 hvorfor drager du din Haand, din højre Haand, tilbage? Midt ud fra din Barm, du ødelæg!
12 og Gud er min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt i Landet!
13 med din Kraft du kløvede Havet, paa Søuhyrer du knuste Hoveder over Vandet ;
14 du slakte Krokodilens Hoved, til Folk i Ørk du gav den til Føde;
15 du udhugged Kilde, Bæk; du udtørred rindende Floder;
16 din er Dag og din er Nat, du danned Lyslegeme og Sol;
17 du satte alle Jordens Grændser; Sommer og Vinter danned du.
18 Kom dette ihu; Fjenden haaner Herren, Daarefolk foragter dit Navn ;
19 giv ej til vilde Dyr din Turteldues Sjæl; dine Elendiges Liv du glemme ej evindelig!
20 se til Pagten; thi alle Landets Kroge ere fulde af Voldsmænds Bo;
21 den Fortrykte vende ej foragtet tilbage; den Ulykkelige og Fattige prise dit Navn!
22 rejs dig, Gud! for din Sag, husk paa din Forhaanelse af Daaren den hele Dag;
23 glem ikke dine Fjenders Raab, dine Modstanderes Bulder voxer altid op!
|