Bibelen

2. Psalmerne

Den 77de Psalme.

Anfegtelse og Trøst

1 Til Forsangeren i Jedutuns Skifte. En Psalme af Afaf.

2 Min Røst er til Gud, jeg raaber til Ham; min Røst er til Gud, og Han høre mig!

3 Paa min Trængsels Dag søgte jeg Herren, min Haand var udrakt mod Ham om Natten og aflod ikke; min Sjæl var trøstesløs;

4 tænkte jeg paa Gud, jeg blev urolig; jeg grublede, men min Aand vansmægtede, Sela!

5 du holdt mine Øjne vaagne, jeg var forfærdet og talede ej;

6 jeg tænkte paa de fordums Dage, de længst henrundne Aar ;

7 jeg kom min Strængeleg ihu om Natten; jeg grublede hos mig selv, min Aand ransagede:

8 Mon Herren vil forskyde i al Evighed og aldrig mer vise Naade?

9 mon hans Kjærlighed har evig Ende? forstummer Ordet fra Slægt til Slægt?

1O Mon Gud har glemt at være naadig? mon Han i Vrede har indelukt sin BarmhjærtighedP Sela!

11 Da sagde jeg: Det er min Sygdom! dog den Højestes højre Haand kan ændre det.

12 Jeg vil komme Herrens Gjerninger ihu, mindes dine Undere fra fordums Tid ;

13 jeg vil betænke hver din Gjerning og grunde paa dit Storværk.

l4 Gud, hellig er din Vej! hvo er almægtig, stor som Gud?

15 du er den Almægtige, som gjør Under, du har kundgjort din Kraft blandt Folkene;

16 med din Arm du friede dit Folk, Jakobs og Josefs Børn! Sela!

17 Vandene saae dig, o Gud, Vandene saae dig og skjælvede, ja Afgrundene bævede;

18 Regnbyger nedskyllede; Skyerne bragede, ja dine Pile fore frem;

19 din Tordenryst var med Hvirvelvind; Lyn oplyste Jorderig;Jorden bævede og skjælvede;

20 gjennem Havet gik din Vej, dine Stier gjennem mægtige Vande; og dit Spor, det kjendtes ej;

21 du førte dit Folk som en Hjord ved Moses og Arons Haand.