Bibelen

2. Psalmerne

Den 78de Psalme.

Guds Førelse med Israel.

1 Et Læredigt af Asaf. Mit Folk, agt paa min Lære, laan Øre til Ordet af min Mund!

2 Jeg vil aabne min Mund med kjernefulde Ord, jeg vil udsige dybe Ord om svundne Dage,

3 som vi har hørt og kjendt, som vore Fædre har fortalt os;

4 vi ville ikke dølge det for deres Børn, for den kommende Slægt, men forkynde Herrens Pris, hans Kraft, hans Storværk, hvad han har gjort;

5 da han rejste sig et Vidnesbyrd i Jakob og skikkede Lov i Israel, som han bød vore Fædre at forkynde deres Børn;

6 for at den kommende Slægt, de Børn, som skulde fødes, maatte lære den at kjende, rejse sig og fortælle den til deres Børn,

7 saa de maatte sætte deres Haab til Gud, Guds Storværk ikke glemme og holde hans Bud;

8 og ikke vorde som deres Fædre, en gjenstridig, oprørsk Slægt, som ej beredte sit Hjærte, og hvis Aand ikke var trofast ved Gud.

9 Efraims trn, veludrustede Bueskytter, vendte sig paa Kampens Dag;

10 de holdt ej Guds Pagt, de vilde ej vandre i hans Lov;

11 men de glemte hans Undere, hans Jærtegn, som han havde ladet dem se;

12 for deres Fædre gjorde han Jærtegn i Ægyptens Land, paa Zoans Slette;

13 han kløvede Havet og lod dem gaa igjennem det; han stillede Vandene som en Dynge;

14 ved Skyen han førte dem om Dagen, og den hele Nat ved Ilds Lys;

15 Klipper kløved han i Ørken og lod dem drikke som af store Svælg;

16 han førte Kilder udaf Klippen og lod Vandet flyde ned som Strømme;

17 men de blev ved atter at synde mod ham, at fortørne den Højeste i Ørken;

18 og de fristede Gud i deres hjærte ved at fordre Føde efter deres Lyst;

19 og de talede mod Gud og sagde: Kan den Almægtige dække Bord i Ørken?

20 Se, han Klippen slog, og Vand udflød, og Bække strømmede ; mon ogsaa Brød han give kan, med Kjød sit Folk forsyne?

21 Det hørte Herren, og han blev vred; Ild brændte mod Jakob, ja Vrede steg op mod Israel;

22 fordi de troede ej paa Gud og stoled ikke paa hans Frelse;

23 endog han bød Skyerne foroven og aabnede Himlens Døre

24 og lod Manna regne over dem til Føde og gav dem Himmelkorn;

25 saa Fyrsters Brød blev Hvermands Kost, og Bjering han sendte dem til Mættelse;

26 han rejste Østenvind paa Himlen og førte Søndenvinden i dens Kraft

27 og lod regne Kjød som Støv over dem, Fuglevildt som Havets Sand;

28 og lod dem falde midt i hans Lejr, trindt om hans Boliger.

29 Saa spiste de og bleve overmætte; hvad deres Hu stod til, han bragte dem ;

30 men de stode ikke fra deres Lyst; endnu var Maden dem i Munden,

31 da Guds Vrede rejste sig imod dem, han slog imellem deres fedeste Karle, og Israels unge Mandskab han strakte ned;

32 og med alt det de synded atter, de troede ikke ved hans Underværker;

33 saa tæred han deres Dage i Forfængelighed, deres Aar i Forstyrrelse.

34 Naar han saa slog dem, de søgte ham, de vendte om og fulgte Gud

35 og kom ihu, at Gud er deres Klippe, og den højeste Gud deres Gjenløser;

36 men saa bedrog de ham med deres Mund og hyklede for ham med deres Tunge,

37 og deres Hjærte var ikke fast hos ham, og de troede ikke paa hans Pagt;

38 dog, han er barmhjærtig, skjuler Brøden, ødelægger ikke, holder mangen Gang sin Vrede inde og vækker ikke al sin Harm;

39 men kommer ihu, at Kjød er de, et Aandepust, som farer hen og vender ej tilbage.

40 Hvor ofte fortørnede de ham i Ørken, bedrøvede ham i Ødemark!

41 De toge atter fat og fristed Gud og mestred Israels Hellige;

42 de husked ej hans Haand, den Dag han fried dem af Nød;

43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Slette;

44 til Blod forvandled deres Floder og deres Strømme, saa de ej kunde drikke af dem;

45 dem skikked Myg, som aad dem op, og Frøer, som lagde dem øde;

46 gav Gnaveren deres Afgrøde og Græshoppen deres Arbejds Frugt;

47 med Hagel han deres Vinstok slog, med Rimfrost deres Morbærtræ;

48 til Hagelsten han gjemte deres kvæg og deres Fæ til Lyn;

45 han sendte mod dem sin Vredes Ild, Harme og Fortørnelse og Nød, et Følgeskab af Ulykkes Bud;

50 sin Vrede banede han Vej, deres Sjæl han spared ej for Døden, og deres Liv til Pest han gav;

51 hver Førstefødt han slog udi Ægypten, den første Kraft i Kams Telte.

52 Men sit Folk han drage lod som Faareflokken, og som en Hjord han førte dem i Ørken;

53 trygt han leded dem, de frygted ej, og Havet skjulte deres Fjender;

54 til sin Helligdoms Grændser han førte dem, det Bjerg, hans Højre kjøbte;

55 for deres Aasyn udjog han Folkene, lod Arven falde for dem efter Maalesnor og Israels Stammer bo i hines Telte.

56 Men de fristede, de fortørnede den højeste Gud; paa hans Vidnesbyrd de agted ej;

57 som deres Fædre de vege af og vare troløfe, som svigtende Bue de sloge tilbage,

58 de fortørnede ham med deres Høje, med deres udskaarne Billeder de vakte hans Nidkjærhed. -

59 Gud hørte det, og han blev vred, dybt foragtede han Israel ;

60 og han forlod Silos Bolig, Teltet, han havde boet i blandt Mennesker;

61 til Fangenskab han gav sin Kraft, i Fjendehaand sin Herlighed;

62 til Sværd han overgav sit Folk, og paa sin Arv han vrededes;

63 deres unge Karle Ild opaad, for deres Jomfruer ej toned Brudesangz

64 deres Præster faldt for Sværdet og deres Enker begræd dem ej.

65 Da vaagnede Herren som af Søvne, som Helten, der jubler fra Vinen;

66 han slog sine Fjender tilbage og gav dem evig Skjændsel;

67 men han vraged Josefs Telt, og Efraims Stamme han kaared ej;

68 men han valgte Juda Stamme, Zions Bjerg, som han elskede;

69 sin Helligdom han bygte som den høje Himmel, og som Jorden grundlagde han den for Evighed;

7O og han udvalgte sin Tjener David og tog ham fra Faarevænget;

71 fra Omsorg for de diende Faar førte han ham til at vogte sit Folk Jakob og sin Arv Israel;

72 0g han vogtede dem med oprigtigt Hjærte, ledede dem med forstandig Haand.