Bibelen

2. Psalmerne

Den 88de Psalme.

I Anfægtelse

1 Psalmesang af Korahiterne. Til Forsangeren. Vexelsang til Fløjte. Et Læredigt af Esrahiten Heman

2 Herre, min Frelses Gud! om Dagen raaber jeg, og om Natten stædes jeg for dig;

3 lad min Bøn komme for dit Aasyn, bøj dit Øre til mit Raab!

4 thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær;

5 jeg regnes med dem, som fare ned i Hulen, jeg er bleven som Mand uden Kraft;

6 blandt Dødninger er mit Leje; som Slagne, der ligge i Graven, som du ej mere husker paa, de ere udrevne af din Haand;

7 du lagde mig i de Nederstes Hule, i tykkest Mulm, i dybest Afgrund;

8 din Vrede hviler paa mig, med al din Bølgegang du trænger mig! Sela!

9 mine Kyndinger du fjerned langt fra mig, du gjorde mig saare vederstyggelig for dem; jeg indesluttet er, kan ikke komme ud;

10 mat er mit Øje af Elendighed; jeg raaber til dig, Herre, den hele Dag, jeg rækker mine Hænder mod dig!

11 Mon du gjør Under paa de Døde, skal Kraftesløse rejse sig og prise dig? Sela!

12 Fortælles vel din Kjærlighed i Graven, din Trofasthed hos Fordærveren?

13 Mon i Mørket dine Jærtegn kjendes, din Retfærdighed i Glemsels Land?

14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre, og om Morgenen aarle kommer min Bøn til dig.

15 Hvorfor forskyder du min Sjæl, o Herre, skjuler dit Ansigt for mig? -

16 Ulykkelig er jeg og Dødsens fra Ungdom af; jeg bærer dine Rædsler og fortvivler.

17 Din Vredes Brand gaaer over mig, og dine Ængstelser mig rent tilintetgjør;

18 som Vand de omgive mig den hele Dag; de kringsætte mig tilhobe;

19 Ven og Fostbroder du fjerned langt fra mig, og mine Kyndinger i Mulm sig skjule.