Bibelen

2. Psalmerne

Det 94de kapitel

Hævnen tithører Gud.

1 Hævnens Gud, o Herre, Hævnens Gud, viis dig i din Glands!

2 Hæv dig, Jordens Dommer, før Gjengjældelsen over de Hovmodige!

3 Hvorlænge skulle de Ugudelige, o Herre! hvorlænge skulle de Ugudelige fryde sig?

4 De udgyde, de tale haarde Ord, sig selv de rose, alle Udaadsmænd.

5 Dit Folh o Herre, knuse de, din Arv de kue;

6 Enken og den Fremmede slaa de ihjel, de Faderløse myrde de

7 og sige: Herren seer det ej, det mærker ikke Jakobs Gud ! -

8 Tosser blandt Folket bliver kloge, men I Daarer, naar ville I faa Forstand!

9 Mon han, som plantede Øret, mon han ikke kan høre? og mon han, som dannede Øjet, mon han ikke kan se?

10 mon han, som tugter Hedninger, mon han ikke kan straffe? Han, som lærer Mennesket Kundskab,

11 Herrenn, han kjender Menneskets Tanker, at de ere Forfængelighed. -

12 Salig den Mand, hvem du tugter, Herre, hvem du lærer af din Lov;

13 saa du giver ham Hvile for den Ondes Dage, medens Grav kastes for den Ugudelige;

14 thi Herren vil ikke slippe sit Folk, og sin Arv forlader han ej;

15 thi Dommen skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle Oprigtige af Hjærte skal følge den.

16 Hvem rejser sig for mig mod de Onde, og hvem staaer op for mig mod Ildgjerningsmænd?

17 Havde Herren ikke været mig en Hjælp, skulde min Sjæl snart boet i Tavshjem.

18 Naar jeg sagde: Min Fod vakler, styrkedes din Kjærlighed mig, o Herre!

19 under mine mange Tanker i mit Indre, forlystede din rige Trøst min Sjæl. -

20 Er Fordærvelsens Højsæde fællig med dig, han, som arbejder svært imod Lov?

21 De stime mod en retfærdig Sjæl, og uskyldigt Blod fordømme de.

22 Men Herren blev mig til Ophøjelse, og min Gud til min Tilflugts Klippe;

23 og han betalte dem deres Uret; for deres Ondskab vil han udrydde dem, Herren, vor Gud, vil udrydde dem!