Bibelen

3. Ordsprogene

Det 8de kapitel

Den evige visdom

1 Mon ike visdommen raaber og forstanden hæver sin røst?

2 paa tinden af højderne ved vejen, i huset paa alfarveje stander hun,

3 ved tinget foran i staden, i indgangen til portene toner hun højt:

4 "Til eder, mænd, raaber jeg, min røst er til menneskebørn;

5 I enfoldige, fatter kløgt! I daarer, fatter forstand!

6 hører, thi jeg taler Herreord; mine løber aabne sig til oprigtighed;

7 thi sandhed taler min strube, vedestyggelig for mine løber er ugudelighed;

8 i retfærdighed er alle min munds Ord, i dem er intet fordrejet og forvendt;

9 de ere alle klare for den, som fatter dem, og rette for dem, som finde kundskab;

10 tager mod min formaning og ikke mod sølv; mod kundskab fremfor kosteligt sølv;

11 thi visdom er bedre end perler; og alle kostbarheder kan ikke lignes ved den."

12 Jeg, visdommen, boer hos snillet, kloge raads kundskab fandt jeg;

13 Herrens frygt er had mod ond hoffærdighed, hovmod og slet vandel; den fordrejede mund hader jeg.

14 Mig tilhører raad og frelse; jeg har forstand, og min er kraften;

15 ved mig herske konger, og fyrster beskikke ret;

16 ved mig styre kejsere go høvdinger, ja al jordens dommere;

17 jeg elsker dem, som mig have kjær; de, som søge mig tidlig, skulle finde mig;

18 Rigdom og ære er hos mig, gjemmegods og retfærdighed;

19 Frugten af mig er bedre end bjergguld go flodguld; og mit indkomme er bedre end prøvesølv;

20 paa retfærds sti vandrer jeg, midt ad rettens bane;

21 til at lade mine venner arve det væsenlige; jeg fylder deres forraadskamre.

22 Herren ejede mig, hans vejs begyndelse, før hans gjerninger; fra da,

23 fra evighed er jeg salvet, fra jordens fortiders begyndelse;

24 da afgrundene end ikke vare, blev jeg født, da der ikke var vandsvangre kilder;

25 før bjergene sænkedes, før højene bleve, er jeg født;

26 da han ikke havde skabt jord og mark og verdens støvs fyrste.

27 Da han grundlagde himle, var jeg der, da han slog hvælvingen over afgrunden;

28 da han fæstede skyerne foroven og stængede afgrundens kilder,

29 da han satte maal for havet, saa vandene gik ikke over hans bud, da han befalede jordens grunding;

30 da var jeg skjødebarn hos ham, jeg var hans fryd dag for dag, legende allen stund for hans aasyn;

31 legende i hans jords verden, og min fryd er i menneskebørn.

32 Og nu, børnlille, hører mig! livsalige ere de, som vare paa mine veje;

33 hører lærdom, bliver vise, svigter ikke!

34 Livsaligt det menneske, som hører mig, saa han vaager ved mine døre dag for dag, saa han varer paa mine dørstolper!

35 thi, hvo mig finder, har livet fundet, og han faaer vilbehag af Herren!

36 men hver, som synder mod mig, handler grusomt mod sin sjæl; alle, mig hade, elske død.

Ordsprogene
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31