Bibelen

4. Prædikeren

Det 12de kapitel

Hovedsummen af denne bog

1 Tænk paa din Skaber i din ungdoms dage, førend de onde dage komme, og aarene nærme sig, om hvilke du maa sige: De behage mig ikke!

2 inden solen og lyset, maanen og stjernerne blive mørke, og skyerne komme igjen efter regnen;

3 paa den dag husvogterne ryste, de stærke karle krummes, møllepigerne holde op, fordei de ere for faa, og det mørknes for dem, som se ud af vinduerne,

4 og begge døre til gaden lukkes, naar møllens lyd bliver svag, og han staaer op med fuglesang, og alle sangens døtre blive matte.

5 Man frygter ogsaa for det høje, for rædslerne paa vejen, naar mandeltræet blomstrer, og gnaveren bliver sig til byrde, og lyst til mad forgaaer. Thi gaaer mennesket til sit evige hjem, og de sørgende flokkes paa gaden.

6 Medens sølvsnoren springer, guldlampen knuses, krukken sønderbrydes ved kilden, og hjulet ved brønden flaaes i stykker,

7 vender støvet tilbage til jorden, hvor det var før, men aanden kommer til Gud igjen, som gav den.

8 Idel forfængelighed, sagde Prædikeren, det er altsammen forfængelighed!

9 Iøvrigt, fordi Prædikeren er viis, har han undervist folket, han har prøvet, han har grandsket, han har sagt mange ordsprog;

10 Prædikeren har søgt at finde behageligt Ord, og hvad der er skrevet, er rette sandheds Ord,

11 vismænds ord, som naale, ja som nagler drevne ind af forsamlingsmestre, givne af den ene hyrde. -

12 Iøvrigt, lad dig oplyse af dem, min søn! At gjøre mange bøger faaer aldrig ende, og megen læsning trætter legemet.

13 Enden paa sagen, naar alt er hørt, er den: Frygt Gud og hold hans bud, thi det er hele mennesket;

14 thi hver gjerning vil Gud føre for dommen, alt hvad skjult er, det være godt eller ondt!