Bibelen

4. Prædikeren

Det 2de kapitel

Den jordiske glædes forfængelighed

1 Jeg sagde i mit hjærte: Nu vel da, jeg vil prøve dig med glæden, og nyd lykken! Men se, ogsaa det var forfængelighed.

2 Jeg sagde til latteren: Du er gal! og til glæden: Hvad gjør du da?

3 Saa grundede jeg i mit hjærte paa at styrke mit kjød med vinen - dog mit hjærte ledtes af visdom - til at tage fat paa daarlighed, indtil jeg saae, hvad godt var for menneskens børn, som de skulde gjøre under himlen i deres livs dages tal.

4 Jeg gjorde store gjerninger: Jeg byggede mig huse, jeg plantede mig vingaarde,

5 jeg anlagde mig haver og lystskove, og jeg plantede mig alle slags frugttræer i dem;

6 jeg gjorde mig fiskedamme for deraf at vande den opvoxede træskole;

7 jeg kjøbte trælle og trælkvinder, og hjemfødte trælle havde jeg, og overmaade store hjorder af stort og smaat kvæg havde jeg fremfor alle, der havde været før mig i Jerusalem;

8 jeg samlede ogsaa sølv og guld og en synderlig ejendom af konger og landskaber; jeg skaffede mig sangere og sangerinder, og hvad menneskens børns lyst er, en frue og medhustruer;

9 jeg blev mægtig og overgik alle, som havde været før mig i Jerusalem, og min visdom stod mig bi;

10 og alt, hvad mine øjne begjærede, unddrog jeg dem ikke; jeg nægtede ikke mit hjærte nogen glæde, thi mit hjærte havde glæde af alt mit arbejde, og det var min del af alt mit arbejde.

11 Men da jeg saae mig om til alle mine gjerninger, som mine hænder havde gjort, og det arbejde, jeg med møje havde udført, se, da var det alt forfængelighed, en jagt efter vind, og ingen nytte under solen!

12 Saa vendte jeg mig for at betragte visdom og galskab og daarskab. Thi hvad gjør det menneske, som kommer efter kongen? Hvad de har gjort for ham!

13 Vel saae jeg, at visdom har fortrin for daarskab, som lyset har fortrin for mørket,

14 at den vise har øjne i hovedet, men daaren vandrer i mørke; men jeg forstod ogsaa, at hvad der hændes den ene, rammer dem alle.

15 Da sagde jeg i mit hjærte: Hvad der hændes daaren, hændes og mig, hvorfor er jeg da bleven visere end andre? Og jeg sagde i mit hjærte: Ogsaa det er forfængelighed!

16 Thi hverken den vises eller daarens minde er evigt, thi hvad nu er, glemmes alt i de kommende dage. Og hvorledes? den vise maa dø som daaren!

17 Saa blev livet mig forhadt, thi ond var mig den gjerning, som skeer under solen, thi alt er forfængelighed og en jagt efter vind;

18 og forhadt blev mig alt det arbejde, som jeg havde arbejdet under solen, at jeg skulde overlade det til et menneske, som kom efter mig;

19 og hvem veed, om han bliver viis eller daare? og han skal dog raade over alt mit arbejde, som jeg har arbejdet paa og været viis i under solen. Ogsaa det er forfængelighed!

20 Saa vendte jeg mit hjærte til mismod over alt det arbejde, jeg havde arbejdet paa under solen.

21 Thi var der et menneske, hvis arbejde var gjort med visdom, forstand og held, saa maa han dog overgive det som ejendom til et menneske, som ikke har arbejdet deri. Ogsaa dette er forfængelighed og en stor ulykke!

22 Thi hvad har dog et menneske af alt sit arbejde og sit hjærtes stræben, hvormed han slider under solen?

23 Thi alle hans dage er idel smerte, ærgrelse er hans sag; selv om natten har hans hjærte ikke ro. Ogsaa dette er forfængelighed!

24 Er det da ikke bedre for et menneske, at han spiser og drikker og lader sin sjæl nyde godt af sit arbejde? Ogsaa det har jeg seet, det kommer fra Guds haand;

25 thi hvem kunde spise, og hvem kunde nyde lettere end jeg.

26 Thi det menneske, som er godt for hans ansigt, giver han visdom, kundskab og glæde, men synderen giver han den møje at sanke og samle for at overgive det til den, som er god for Guds ansigt. Ogsaa det er forfængelighed, en jagt efter vind.

Prædikerens Bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12