Bibelen

4. Prædikeren

Det 3de kapitel

Alt har sin tid

1 Alt har sin bestemte tid, og der skal tid til hver gjerning under himlen:

2 Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde det plantede,

3 tid til at saare og tid til at læge, tid til at nedbryde og tid til at opbygge,

4 tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at dandse,

5 tid til at sprede sten og tid til at samle sten, tid til at savne og tid til at fly favntag,

6 tid til at søge og tid til at tabe, tid til at gjemme og tid til at bortkaste,

7 tid til at rive i stykker og tid til at sy sammen, tid til at tie og tid til at tale,

8 tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. -

9 Hvad nytte har den, som gjør noget, af det, han arbejder?

10 Jeg har seet den møje, som Gud har givet menneskets børn at plage sig med.

11 Alt har han skabt smukt i sin tid, og han lagde verden i deres hjærte, uden hvilket mennesket ikke kunde finde den gjerning, som Gud har gjort fra begyndelse til ende.

12 Jeg har erfaret, at der er intet godt for dem uden at være glade og gjøre godt i livet;

13 dog at hvert menneske spiser og drikker og nyder godt af alt sit arbejde, det er en Guds gave.

14 Jeg har erkjendt, at alt, hvad Gud gjør, det bliver evigt; til det kan man intet lægge til, og det kan man intet tage fra, men Gud har gjort det, forat man maa frygte hans aasyn.

15 Hvad der skeer, har været tilforn, og hvad der er vordende, har været tilforn, og Gud opsøger det forsvundne.

16 Jeg saae videre under solen: Dommersæde, der var ugudelighed, retfærdssæde, der var ugudelighed!

17 Da sagde jeg i mit hjærte: Den retfærdige og ugudelige vil Gud dømme; thi der er tid til al gjerning, men efter al gjerning et: "Bliv der!"

18 Jeg sagde i mit hjærte om menneskebørns vandel, at Gud vil klare dem, og at de skal se, at de ere fæ i sig selv.

19 Thi hvad der rammer menneskebørn, rammer og fæet; een tilskikkelse er der for dem; som en døer, saa døer den anden; der er een aand i dem alle, og menneskets fortrin for fæet er intet, thi det er altsammen forfængelighed!

20 Alt farer det eet sted hen; alt er blevet af støv, og alt bliver til støv igjen.

21 Hvem har erfaret, om menneskebørns aand farer op i det høje, og om fæets aand farer dybt under jorden?

22 Saa har jeg da seet, at der er intet bedre, thi det menneske glæder sig i sin gjerning, thi det er hans lod; thi hvem vil bringe ham til at se, hvad der skal vorde efter ham?