Bibelen

4. Prædikeren

Det 6te kapitel

Den rige og gjerrige

1 Det er en ulykke, som jeg har seet under solen, og den er almindelig blandt mennesker:

2 En mand, som Gud giver rigdom og gods og herlighed, saa hans sjæl fattes intet af alt, hvad han begjører, men Gud gav ham ikke magt til at nyde deraf; men en fremmed mand skal nyde det; det er forfængelighed og den slemme syge!

3 Dersom en mand havde hundrede børn, levede mange aar, saa hans aars dage bleve mange, men hans sjæl blev ikke mæt af det gode, og han fik ingen begravelse, saa vilde jeg sige, at det utidige foster var lykkeligere end han;

4 thi vel kom det med forfængelighed, gaaer bort i mørke, og dets navn skjultes i mørke,

5 og solen saae det ikke og kjendte det ikke; dog har det større ro end han,

6 om han endog havde levet to gange tusinde aar, men ikke nydt det gode! Mon ikke alle gaa til eet sted?

7 Alt hvad mennesket arbejder, er for hans mund, men hans sjæl bliver dog ikke mæt.

8 Hvad fortrin har vismand for daaren, hvad fortrin den fattige, som forstaaer at vandre med de levende.

9 Bedre er det, man seer for øjne, end det, hvorefter sjælen higer. Ogsaa det er forfængelighed, en jagt efter vind.

10 Hvad der er, dets navn er allerede nævnet, og det er vitterligt, at det er et menneske, og han kan ikke trætte med den, som er mægtigere end han.

11 At tale mange ord gjør forfængelighed større. Hvad fortrin har mennesket da?

12 Thi hvem veed, hvad der er godt for mennesket i hans forfængeligheds levedages tal, hvilke han tilbringer som en skygge? Hvem vil forklare et menneske, hvad der skal ske efter ham under solen?