Bibelen

4. Prædikeren

Det 8de kapitel

Lydighed mod kongen. Tro paa Gud

1 Hvem er som den vise, og hvem forstaaer sagens udlægning? Menneskets visdom klarer hans aasyn og forandrer hans ansigts trods. -

2 Jeg: "Agt paa kongens bud, og det paa grund af Guds ed!

3 Skjælv ikke for hans aasyn, gaa, bliv ikke staaende ved en slet sag; thi han kan gjøre alt, hvad ham behager;

4 eftersom kongens ord er magtsprog, og hvem kan sige til ham: "Hvad gjør du?" -

5 Hvo som holder budet, skal ikke erfare et ondt ord, og rettens tid kjender den vises hjærte.

6 Thi hver ting har sin tid og ret; men menneskets ulykke er stor over ham;

7 thi han veed ikke, hvad der skal ske; thi hvem kan forklare ham, hvorledes det skal blive.

8 Intet menneske har magt over aanden til at holde aanden tilbage, og intet herredømme over dødsdagen; og ingen kan sende krigen afbud, og ugudelighed kan ikke redde sin herre.

9 Alt dette har jeg seet, og jeg lagde mærke til enhver gjerning, som gjordes under solen. Kun en tid hersker menneske over menneske, sig til ulykke:

10 og da saae jeg de ugudeliges begravelse, de gik bort og vandrede fra det hellige sted, og de bleve glemte i staden, fordi de havde handlet saaledes. Ogsaa det er forfængelighed!

11 Fordi der ikke fældes dom, haster den onde gjerning; derfor er menneskets børns hjærte fuldt til at gjøre ondt.

12 Om endog en synder gjør hundrede gange ondt og dog lever længe, saa veed jeg ogsaa, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, som have ærefrygt for ham;

13 men at det ikke skal gaa den ugudelige vel, og han skal ikke forlænge sine dage som en skygge, han, som ikke frygter Guds aasyn.

14 Der er en forfængelighed, som skeer paa jorden, at der er retfærdige, som det rammer efter de ugudeliges gjerning, og der er ugudelige, som det rammer efter de retfærdiges gjerning. Jeg sagde: Ogsaa det er forfængelighed!

15 Saa priste jeg glæden, fordi der er intet godt for mennesket under solen uden at spise og drikke og være glad; og det skal tilfalde ham for hans arbejde i hans levedage, som Gud har givet ham under solen.

16 Da jeg hengav mit hjærte til at kjende visdom og se det arbejde, som gjøres paa jorden, at der er den, som hverken dag eller nat seer søvn i sine øjne,

17 da saae jeg al Guds gjerning, at mennesket ikke kan udgrunde den gjerning, som skeer under solen; thi om end et menneske arbejder paa at søge den, kan han ikke finde den, og om end den vise vilde sige, at han forstod den, kan han dog ikke udgrunde den.