Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja

14de kapitel

GLæde over Babels fald. Varsel for Assyrer og Filister

1 Thi Herren vil forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel; han vil bosætte dem i deres land, den fremmede skal slutte sig til dem og holde sit til Jakobs hus;

2 og folk skal tage dem og føre dem til deres hjem, men Israels hus skal tage dem til ejendom i Herrens land til trælle og trælkvinder, de skal holde dem fangne, som tage dem til fanger, og herske over deres undertrykkere.

3 Naar Herren da giver dig hvile fra din møje og din uro og den haarde trældom, man har paalagt dig,

4 da skal du istemme denne smædevise over Babels konge og sige: Hvorledes blev fogeden stille, og guldpresningen hørte op?

5 Herren har brudt de ugudeliges stav, herskernes spir,

6 som i forbitrelse slog folk uden at helme, herskede i vrede over folkefærd med trængsel uden skaan;

7 nu hviler og raster den hele jord, man bryder ud i glædessang;

8 selv granerne glæde sig over dig og Libanons cedre: "Siden du lagde dig, drager huggeren ikke imod os"-

9 Helvede hernede under skjælver dig imøde ved din ankomst, han vækker kjæmpeskygger for dig; alle jordens mægtige rejser han fra deres højsæder, alle hedningers konger.

10 Alle tage de til orde og sige til dig: Saa blev du og mat som vi og blev os liv,

11 din herlighed med dine harpers brusen er styrtet i helved ned, under dig er ormesengen redt og maddiker dit lagen!

12 Hvorledes faldt du fra himlen ned, du morgenstjerne, morgenrødens søn, i støvet styrtet ned, du folkeknuser!

13 Du sagde i dit hjærte: Til himmels vil jeg fare, og stille højt min kongestol over Guds stjerner, paa stævnebjerget vil jeg sidde mod nørreleden;

14 jeg vil fare over skyers toppe og jeg vil gjøre mig lig den højeste!

15 men i helved er du styrtet ned, i dybest pøl!

16 og de, der se dig, maa stirre paa dig og betænke: Er det den mand, som bragte landet til at bæve, riger til at skjælve,

17 som gjorde verden til en ørk, forstyrrede dens stæder og lod ikke sine fanger hjem?

18 Alle folkekonger,m de ligge alle med ære hver i sit gravkammer,

19 men du er henkastet uden grav, som bortslængt gren, dækket med slagnes lig, der, gjennemborede med sværd, stædes i klippehulen, du er som nedtraadt aadsel,

20 du skal ej forenes med dem i graven, thi dit land har du ødt, dit folk har du myrdet; de ondes sæd skal ej nævnes evindelig. -

21 Bereder et blodbad for hans børn for deres faders vrede, at de ikke skal rejse sig, tage landet i besiddelse og fylde verden med stæder. -

22 Jeg vil rejse mig mod dem, varsler Herren Almægtigste; jeg vil udrydde Babels navn og levning, søn og sønnesøn, varsler Herren;

23 og jeg vil gjøre hende til pindsvins bo og vandsump, og feje hende ud med fordærvelsens kost, varsler Herren den Almægtigste.

24 Herren den Almægtigste har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, saa skeer det, og som jeg har besluttet, saa staaer det:

25 at jeg vil knuse Assur i mit land og nedtræde ham paa mine bjerge; saa viger hans aag fra dem, og hans byrde borttages fra deres axel.

26 Det er det raad, som er besluttet over den hele jord, det er den haand, som er udrakt over alle hedninger;

27 thi Herren den Almægtigste har besluttet det, hvem kan gjøre det til intet, hans haand er udrakt, hvem vil drage den tilbage?

28 I kong Akas' dødsaar skete dette varsel.

29 Glæd dig ikke saa aldeles Filisterland, fordi den stav er brudt, somslog dig; thi af slangerod udspringer Basilisk, og dens yngel er en flyvende drage.

30 Ringes førstefødte skulle nære sig, og fattige hvile sig trygt, men jeg vil døde din rod ved hunger og man skal slaa din levning ihjel.

31 Hyl, o tingsted, klag dig stad, alt er fortvivlet i dig, Filisterland; thi fra norden kommer en røg, og der er ingen enlig i dens skarer!

32 Hvad skal man svare hedningebud? At Herren grundfæster Zion, for at de fortrykte i hans folk skal der have tilflugt.