Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja

26de kapitel

En lovsang

1 Paa den samme dag skal denne sang sjunges i Judas land: Fast stad have vi; frelse gjør han til mur og værn;

2 aabner portene, at et retfærdigt folk kan drage ind, som bevarer troskab;

3 Sindet er vis paa, at du bevarer fred, fred, thi paa dig stoler man.

4 Stoler paa Herren til evig tid; thi Gud Herren er en evig klippe!

5 thi han nedtrykker dem, som bo i højhed, den rage stad; han skal fornedre, ja fornedre den til jorden, slaa den ned i støvet;

6 Foden skal nedtræde den, fattigmands fødder, elendiges traadd.

7 Den retfærdiges sti er jævn, sporet for den retfærdige jævner du lige.

8 Ja, paa dine dommes vej, o Herre, have vi ventet dig; til dit navn og din ihukommelse var sjælens lyst.

9 Min sjæl længes efter dig om natten, min aand i mit indre vil søge dig aarle, thi naar dine domme gaa over landet, lære jordboer retfærdighed.

10 Finder ugudelig naade, lærer han ej retfærdighed; i rettens land gjør han uret, og seer ikke Herrens højhed.

11 Herre! høj var din haand; de se dog ikke; de skal se det og bekjæmmes; Nidkjærhed for dit folk, ja ild skal fortære dem, dine fjender!

12 Herre! du vil skjænke os fred, thi endog alle vore gjerninger har du gjort for os!

13 Herre vor Gud! Herrer herskede over os foruden dig, kun ved dig kunne vi mindes dit navn.

14 Døde lede ikke op, skygger rejse sig ej, fordi du har hjemsøgt og ødelagt dem og gjort hvert minde om dem til intet.

15 Du formerede folket, o Herre,m du formerede folket, du har herliggjort dig, du har udflyttet alle landets grændser.

16 Herre! i trængslen skuede de til dig; de udøste deres stille bøn, da du tugtede dem.

17 Som den svanger, naar fødselen nærmer sig, vaander sig, skriger under sine veer, saaledes vare vi for dit aasyn, o Herre!

18 Svangre vare vik, og da vi fødte, var det vind; den store frelse skaffede vi ej jorden, og der fødtes ikke verdens borgere.

19 Lad dine døde leve og mine hensovede opstaa! vaagner op og jubler, i støvets beboere; thi lysets dug er din dug, og jorden skal gjenføde sine døde.

20 Gaa mit folk, gaa ind i dine lønkamre, luk dine døre efter dig, skjul dig et lille øjeblik, til vreden gaaer over;

21 thi se, Herren gaaer ud fra sit sted for at hjemsøge jordboers brøde paa dem, og jorden blotter sin blodskyld og skjuler ikke længer sine ihjelslagne.

Jesajas bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66