Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja

42de kapitel

Mesia, Herrens tjener

1 Se min tjener, ham som støtter, min udvalgte, i hvem min sjæl har velbehag; jeg lægger min Aand paa ham; Ret skal han bringe folkene;

2 skryde vil han ikke, ikke raabe, ikke lade sin røst høre udenfor;

3 knækket rør han ej vil bryde, rygende tande han slukker ej; til sandhed vil han føre dom;

4 han mattes ej og trættes ej, til han faaer sat skik paa jord, og fjerne strande bie paa hans lov.

5 Saa siger Herren Almægtige, som skabte himlene og udspændte dem, som udbredte jorden og hvad der fremgaaer af den; som giver folkene paa den aande, og dem Aand, som vandre paa den;

6 Jeg, Herren, kaldte dig i retfærdighed; jeg griber din haand og bevarer dig, jeg gjør dig til folkets midler, til hedningers lys;

7 til at aabne blinde øjne, til at føre fangen ud af fængsel, af fangeburet dem, som sad i mørke. -

8 Jeg er Herren, det er mit navn, og min ære giver jeg ingen anden; eller min ros til afguder.

9 De gamle varsler, se, de ere trufne ind; Nyaarsdagene forklarer jeg; førend de udvikle sig, lader jeg eder høre derom.

10 Synger Herren en ny sang, ham, hvis ros er fra jorderigs ende, i, som fare over havet og dets fylde, i øer og deres beboere!

11 Ørken hæve røsten med dens stæder, byer, hvor Kedar bo! Fjeldboere juble, fra bjergtinde tone de højt!

12 Herren give de ære, forkynde hans ros paa øerne! -

13 Som hesten drager Herren ud, som krigsmand vækker han iver, han raaber, ja han hurraer, han overmander sine fjender.

14 Jeg tav fra gammel tid, var stille, holdt mig tilbage; men nu skriger jeg i sky som barselkvinden og synker af harme tillige;

15 jeg vil lægge bjerge og høje øde og skolde alt deres grønt, floder vil jeg gjøre til øer, og damme vil jeg udtørre;

16 Blinde føer jeg paa vej, de ikke kjende, paa stier, de ikke kjende, leder jeg dem; mørket foran dem gjør jeg til lys og det bugende lige. Det er ordene. Dem gjør jeg og svigter dem ikke.

17 Tilbage skal de vige og dybt beskjæmmes, de, som stole paa udskaarne billeder, de, som sige til støbegods: I ere vore guder!

18 I døve, hører! og i blinde, skuer ud, at i kunne se!

19 Hvo er blind, om ikke min tjener? og døv som mit bud, jeg sender? hvem er blind som ven, saa blind som Herrens tjener?

20 Du har seet store ting, og glemte det ikke; med aabne øren højer jeg ej;

21 Herren havde behag i ham for sin retfærdigheds skyld; han gjorde loven stor og herlig;

22 og dog er det et udplyndret og udpint folk; indsnarede i huler ere de alle, skjulte i fangehuse; de bleve til bytte, ingen frelser dem; til rov, og ingen siger "udleveer"!

23 Hvo blandt eder vil høre dette? lægge mærke dertil og bøje sig for fremtiden?

24 Hvem hengav Jakob til plyndring og Israel til røvere? Var det ikke Herren, mod hvem vi syndede, da de ikke vilde vandre hans veje, da de ikke hørte paa hans lov?

25 og han udgød sin vredes brand over dem, og krigens vold, den luede trindt om dem, men de forstod det ikke; den brændte blandt dem, og de lagde det ikke paa hjærte.