Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja

5de kapitel

Vingaarden

1 Nu vil jeg synge om min elskede, min elskers sang om hans vingaard. Min elskede havde en vingaard paa fedhorn;

2 han gjærdede om den, ryddede sten af den og plantede den med ædle vinkviste; midt i den byggede han et taarn, ogsaa vinperse havde han udhugget i den, og saa ventede han, at den skulde bære druer, men den bar galdebær.

3 Og nu, i Jerusalems indbyggere og Judas mænd, dømmer dog mellem mig og min vingaard!

4 Hvad er mere at gjøre ved min vingaard, som je gikke har gjort ved den? hvorfor ventede jeg, at den skulde bære druer, men den har galdebær?

5 Nu vel! jeg vil lade eder vide, hvad jeg vil gjøre ved min vingaard; jeg vil optage dens gjærde, saa den skal ædes af, jeg vil rydde dens hegn, saa den skal trædes ned,

6 og jeg vil lægge den øde, saa den ikke skal beskjæres og ikke hakkes; Torn og tidsel skal skyde op deri, og skyerne vil jeg forbyde at gyde regn over den.

7 Thi Israels hus er Herrens den Almægtigstes vingaard, og Judas mænd hans kjære plantning; han ventede paa ret, men se, det blev vold; paa retfærdighed, men se, det blev klageskrig!

8 Ve dem, som føje hus til hus og lægge mark til mark, indtil der ingen plads er mer, og i sidde selv alene midt i landet.

9 For mine øren sagde Herren, den Almægtigste: "Sandelig! de mange huse skal vorde ødelagte, de store og smukke vorde uden folk!"

10 thi 10 tønder vinland skal give een kande, og tøndes sæd skal give een skjæppe.

11 Ve dem, som rejse sig tidlig om morgenen og hige efter drik, som gjøre aftner lange og hidse sig med vin;

12 Harpe, citar, haandpauke, fløjte og vin er ved deres gilder, men Herrens gjerning betragte de ikke, hans hænders værk de ikke se.

13 Derfor vandrer mit folk, det sandseløse, ud; dets ædelbaarne ere hungers mænd og dets menige svælte af tørst;

14 derfor har helved videt ud sit svælg og spilet op sit gab foruden maal; og adel og almue sig styrter støjende og glædedrukne deri.

15 Da vorder menneske fortrykt, og mand ydmyget, og høje øjne sænkes ned.

16 Men Herren Almægtigste staaer højt ved ret, og den hellige Gud sig helliger ved retfærdighed;

17 da græsse lam, hvor man dem fører, men rigmænds ødemark fortære fremmede.

18 Ve dem, som koble brøde i løgnens garn og synder som i vognreb,

19 som sige: Lad ham skynde sig, lad ham haste med sin gjerning, saa vi kan se den, lad nærme sig, lad komme Israels helliges raad, saa vi kunne kjende det!

20 Ve dem, som sige godt om ondt og ondt om godt, som gjøre mørke til lys og lys til mørke, som gjøre bitters sødt og sødt bittert!

21 Ve dem, der ere vise i egne øjne og kloge i egne tanker!

22 Ve helte til at drikke vin, bravkarle til at blande most;

23 som for gave giver kjæltring ret og fratager retfærdige deres ret.

24 Derfor, som ildens tunge æder halm og luen tærer hø, saa vorde deres rod til trøstetræ, som støv henfare deres blomst, thi Herren den Almægtigstes lov har de foragtet og haanet Israels helliges Ord.

25 Derfor brænder Herrens vrede mod hans folk; han rakte sin haand mod det, han slog det, saa bjerge skjalv, og deres lig ligger som skarn paa anden gade. Med alt dette lader hans vrede ikke af, end er hans haand udrakt.

26 Men han rejser banner for hedninger fra fjerne lande, han vinker dem fra jordens grændse, og se! hurtig og let de kommer;

27 iblandt dem er ingen træt og ingen snubler, ingen slumrer og ingen sover, ikke løses bælte fra hans lænd, og remmen brister ikke paa hans sko;

28 hvasse ere hans pile, hver hans bue spændt, hans hestes hov agtes som flintesten, hans hjul som hvirvelvind.

29 Hans hul er som løvindens, som unge løver brøler han; han fnyser, griber bytte, raner bort og ingen frelser;

30 paa samme dag han fnyser mod det som skumklædt hav; han skaader efter land, men se! der er trængsels mørke, og lyset mørkner ved dets fald.

Jesajas bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66