Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja

51de kapitel

Forjættelse om frelse

1 Hører mig i, som hige efter retfærdighed, som søge Herren! seer til klippen, af hvem i ere hugne, brøndhulen, hvoraf i ere gravne!

2 Seer til Abraham, eders fader, og Sara, som fødte eder! thi enlig kaldte jeg ham, men jeg velsignede ham og formerede ham.

3 Thi Herren trøster Zion, trøster alle dens øde steder, han gjør dens ørk som eden, dens ødemark som Herrens have; GLæde og fryd skal findes der, lovprisning og psalmesang. -

4 Lyt til mig, mit folk, hør paa mig, mit folkefærd! thi lov udgaaer fra mig, og min ret vil jeg grunde til folkelys.

5 Nær er min retfærdighed, udgangen er min frelse, min stærke arm skal dømme folkeslag, øer skulle stole paa mig og bie paa min arm.

6 Hæver eders øjne til himlen, og seer til jorden herneden, thi himlen skal forsvinde som røg, jorden ældes som et klæde, dens indbyggere skal dø som myg, men min frelse skal vorde evig, og min retfærdighed tilintetgjøres ej.

7 Hører mig, i som kjende retfærdighed, folket med min lov i deres hjærte! Menneskers spot i frygte ej og forfærdes ej for deres haan!

8 thi møl skal fortære dem som et klæde, og orm æde dem som uld; men min retfærdighed bliver evig, og min frelse fra slægt til slægt.

9 Vaagn op, vaagn op, ifør dig kraft, du Herrens arm, vaagn op som i gamle dage, i slægterne fra arilds tid! er du ej den, som kløvede hovmod, som fældte dragen?

10 Er du ikke den, som udtørrede havet, det store dybe vande, der gjorde havbund til vej, at de gjenløste kunde drage over. -

11 Herrens frelse skulle komme tilbage, komme til Zion med jubel og evig glæde paa deres hoved; fryd og glæde skal dem naa, sorg og suk skal fly.

12 Jeg, jeg er den, som trøster eder! hvem er du, at du frygter for et menneske, som skal dø? og for menneskesøn, der gives hen som græs?

13 saa du glemmer Herren din Skaber, ham, som udspændte himlen og grundfæstede jorden, og du ryster altid den hele dag for undertrykkerens vrede, naar han laver sig til at ødelægge. Men hvor er undertrykkerens vrede!

14 Snart bliver den krumlagte løst, han døer ej til fordærvelse, og han skal ikke mangle sit brød.

15 Thi jeg Herren er din Gud, som bryder havet, saa dets bølger bruse, Herren Almægtigste er hans havn;

16 og jeg lagde mine Ord i din mund, dækkede dig med min haands skygge, til at plante himmel og grundfæste jord, og sige til Zion: Du er mit folk.

17 Vaagn, vaagn, rejs dig, Jerusalem! du, som drak af Herrens haand hans vredes bæger, tumlebægers kald har du drukket, tømt.

18 Ingen ledte hende af alle de børn, hun fødte, ingen greb hendes haand af alle de børn, hun fostred.

19 Disse to mødte dig; hvem ynkedes over dig: Ødelæggelse og forstyrrelse, hunger og sværd; hvem trøstede dig?

20 Dine sønner laa afmægtige paa alle gadehjørner som snæret bøffel, fulde af Herrens vrede, din Guds fortørnelse.

21 Derfor hør dog dette, du ydmygede, du berusede, men ej af vin!

22 Saa siger din mægtige Herre, Herren din Gud, som gaaer i rette for sit folk: Se, jeg tager tumlebægeret fra din haand, min vredes kald skal du ikke drikke mere af;

23 men jeg giver det i dine plageres haand, som sagde til din sjæl: "Bøj dig, at vi kunne gaa over dig!" og du gjorde din ryg som jord, ja som gade for vandrere.

Jesajas bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66