Bibelen
Det gamle testamente
IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja
58de kapitel
Fasten
1 Raab af struben, spar ikke, hæv din røst som basunen, og kundgjør mit folk deres overtrædelse og Jakobs hus deres synd!
2 Mig søde de dag for dag, kundskab om mine veje begjære de; som et folk, de røver retfærdighed og ikke forlader sin Guds ret, æske de mig til retfærds dom og attraa Guds tilkommelse.
3 "Hvorfor faste vi, og du seer det ikke, spæge os, og du veed det ikke?" Se, paa deres fastedag finde i eders lyst, og alle eders arbejder trænge eder.
4 Se, til kiv og trætte faste i, og til at slaa med ondskabs næve; I faste nu ej saa, at eders stemme høres kan i det høje.
5 Mon det skulde være en faste, jeg holder af, en dag, hvorpaa mennesket spæger sig, saa han lader sit hoved hænge som et siv og reder for sig paa sæk og aske? Vil du kalde det en faste og en Herren velbehagelig dag?
6 Er det ikke den faste, jeg holder af: Løs ondskabs forbindelser, aftag aagets baand, lad de fortrykte fri, og sønderbryder hvert et aag!
7 ja bryd dit brød til den hungrige, bring fattig flygtning i hus; seer du nogen, du klæde ham, og drag dig ej tilbage fra din næste.
8 Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og din lægedom skal snarlig voxe; da skal din retfærdighed gaa foran dig, og Herrens herlighed skal følge dig.
9 Da skal du kalde, og Herren vil svare dig; du skal raabe, og han vil sige: Se, her er jeg! naar du fjerner fra din midte undertrykkelse og pegenfingre og skvalderord,
10 og du aabner dit hjærte for den hungrige og mætter nedtrykt sjæl, da skal dit lys straale i mørket og din dunkelhed som middags glands;
11 og Herren vil altid føre dig og mætte din sjæl paa tørre steder, og han vil styrke dine ben, saa du skal blive som vandrig have, som kildevæld, hvis vande ikke svigte;
12 og de af dine skal bygge de gamle tomter; du skal rejse grunde, øde fra slægt til slægt, og man skal kalde dig revnebøder, saa man kan bo der;
13 naar du holder din fod tilbage om hviledagen fra at gjøre efter din lyst paa min hviledag, og du kalder hviledagen en lyst og Herrens hellige ærværdig og ærer ham, saa du ej gaaer dine veje, saa du ej følger din lyst og taler egne ord;
14 da skal du glæde dig i Herren, og jeg skal føre dig over jordens høje og lade dig nyde din faders, Jakobs arv, thi Herrens mund har talet.
|