Bibelen
Det gamle testamente
IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja
63de kapitel
Sejer over kirkens fjender
1 Hvo er han, som kommer fra Edom, med de brogede klæder fra klemby, han, som hæver sig i sit klædebon, skridende frem i sin krafts vælde? Mig er det, som taler i retfærdighed, mægtig til at frelse.
2 Hvorfor er din dragt saa rød, din klædning som dens, der træder vinpersen?
3 Persekaret har jeg traadt, jeg alene, og af folkene var ikke een med mig; i min vrede jeg traadte dem, stamped dem i min harme, saa deres saft sprudlede over min klæder, og hele min dragt har jeg besudlet;
4 thi hævnens dag var i mit hjærte, mit frelseraar var kommet.
5 Jeg saae mig om, men der var ingen hjælper, jeg forbavsedes, at ingen understøttede mig, men min arm hjalp mig, og min harme understøttede mig.
6 Jeg søndertraadte folkene i min vrede, berusede dem i min harme og lod deres blod nedstrømme paa jord.
7 Jeg vil ihukomme Herrens kjærlighed, Herrens pris for alt, hvad Herren har gjort imod os, hans store godhed imod Israels hus, som han har bevist dem efter sin barmhjærtighed og store kjærlighed.
8 Han sagde: Sandelig, de er mit folk, børn, som ikke ville lyve, og han blev dem en Frelser.
9 I al deres nød var der ikke trængsel, engelen for hans ansigt frelste dem; i sin kjærlighed og sin forbarmelse gjenløste han dem, løftede han dem op og bar dem alle fortids dage;
10 men de vare gjenstridige, bedrøvede hans Helligaand, og han forvandlede sig til en fjende af dem, han kjæmpede mod dem;
11 men han mindedes fordums dage, Mose, sit folk: Hvor er han, som førte dem op af havet med sin hjords hyrde; hvor er han, der lagde sin Helligaand i hans inderste?
12 der lod sin herlige arm vandre ved Moses højre haand, der kløvede vandene for deres aasyn, til at skabe sig et evigt navn;
13 der førte dem gjennem bølger som hest over slette, saa de snublede ej;
14 som kvæget nedstiger i dalen, førte Herrens Aand dem til hvile; saaledes ledte du dit folk til at skabe dig et herligt navn.
15 Sku ned fra himlen og se fra din helligdoms og herligheds bolig! Hvor er din nidkjærhed og din vælde; din store medlidenhed og din barmhjærtighed mod mig holder sig tilbage!
16 Du er dog vor Fader; thi Abraham veed intet af os, og Israel kjender os ikke; du Herre er vor Fader, vor Gjenløser er dit navn fra evighed.
17 Hvorfor lader du, o Herre, os fare vild fra dine veje, lader vort hjærte vorde haardt, saa det frygter dig ej! vend om for dine tjeneres skyld, din arvs stammer!
18 Kun en liden stund var dit hellige folk ejere, vore fjender har plyndret din helligdom!
19 Vi vare som dem, du ej har hersket over evindelig, som dit navn ikke har nævnet over os! Gid du havde sønderrevet himlene og var steget ned, og bjergene vare hensmeltede for dit aasyn.
|