Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1 Profeten Jesaja

9de kapitel

Om Messia

1 Dog skal det ikke blive mørkt, hvor der er trængsel; som de forrige dage gjorde Sebulons land og Naftalis land foragtet, saaledes vil de sidste dage hædre det, strækningen ved havet, hinsides Jordan, hedningernes Galilæa;

2 det folk, som vandrede i mørke, seer et stort lys; over dem, som bo i dødskygges land, udstraaler lys;

3 du formerer folket, du gjør dets glæde stor; de glædes for dit ansigt, som man glædes i høst, som de fryde sig, naar de skifte bytte;

4 thi hans lastdrageraag, kjæppen til hans ryg og driverens stok har du brudt som paa Midjans dag;

5 thi hver dens rustning, som væbner sig til kamp, og kappen, følet i blod, skal brændes op, en næring for ilden.

6 Thi et barn er os født, en Søn er os given, fyrstendømmet skal være paa hans skulder, og man skal kalde hans navn Underfuld, Raadgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

7 paa fyrstendømmets væxt og paa freden er der ingen ende, paa Davids kongestol og hans rige, til at befæste det og grunde det paa ret og retfærdighed; fra nu og til evig tid gjøre Herren Almægtiges nidkjærhed dette!

8 Herren udsender et Ord i Jakob, og det rammer Israel;

9 hele folket skal erfare det, Efraim og Samarias indbyggere, da de i stolthed og hjærtets overmod sige:

10 Teglstenene ere faldne, saa bygge vi med hugne sten, morbærtræerne ere fældede, saa sætte vi cedre isteden;

11 saa vil Herren ophøje Rezins modstandere mod det og væbne dets fjender:

12 Syrer af øster og Filister af vester, og de skal æde Israel i en mundfuld. Med alt dette vender hans vrede ej tilbage, og hans haand er endnu udstrakt;

13 thi folket vender ikke om til ham, som tugter det, og Herren Almægtigste søge de ikke!

14 Derfor har Herren hugget hoved og hale af Israel, palmegren og siv paa een dag;

15 Olding og hædersmand er hovedet, profeten, som lærer løgn, er halen;

16 og dette folks ledere fare vild, og de, som ledes af dem, blive opslugte.

17 Derfor glædes Herren ikke over deres unge karle, over deres faderløse og enker forbarmer han sig ej; thi de ere alle vanhellige og handle ilde, og hver mand taler daarlighed. Med alt dette vender hans vrede ikke tilbage, og hans haand er endnu udstrakt!

18 Thi ondskab brænder som ild, der fortærer tjørn og torn og tænder tætte krat, saa de hvirvles op i røg.

19 For Herrens den Almægtigstes, vrede antændes landet, folket bliver som ildens næring; mand sparer ikke sin broder;

20 han sluger til højre og hungrer dog, han æder om sig til venstre og mættes ej; hver mand æder kjødet af sin arm!

21 Manasse med Efraim, Efraim med Manasse, begge tilhobe mod Juda! Med alt dette vender hans vrede ikke tilbage, og hans haand er endnu udstrakt.