Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 10de Kapitel

Mod Afguderne.

1 Hører det Ord, som Herren taler mod eder, Israels Hus!

2 Saa siger Herren: Vænner eder ikke til Hedningernes Vej, forfærdes ej for Himlens Tegn, thi ved dem forfærdes Hedningerne.

3 Folkeskikke er Forfængelighed; thi af Træ fra Skoven hugger man det, Kunstnerhaandens Gjerning, med Øxen;

4 med Sølv og Guld man smykker det, man fæster det med Nagler og Hammer, at det ikke skal rokle;

5 de ere som en svarret Palmestamme; tale kan de ikke; bæres maa de; thi de kan ej gjøre et Skridt; frygter ej for dem; thi de kan intet Ondt gjøre, men at gjøre Godt, dertil har de ej Magt.

6 Der er ingen som du, o Herre; stor er du, og stort er dit Navn i Vælde.

7 Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkeslagenes Konge; thi dig tilkommer det ; thi blandt alle Hedningers Vise og i hele deres Rige er der ingen som du;

8 med eet Ord: de ere umælende, de ere Daarer; forfængelig Lærdom! en Træklods ere de.

9 Hamret Sølv føres fra Tarsis og Guld fra Ufas, Kunstnerens Gjerning, og fra Støberens Haand; af blaat Uldent og Purpur er deres Klædebon, Kunstforstandiges Gjerning ere de alle;

10 men Gud Herren er Sandhed, han er en levende Gud og evig Konge; for hans Vrede skjælver Jorden, og hans Fortørnelse kan Hedninger ej bære.

11 Saa skulle I sige til dem: De Guder, som ikke har skabt Himmel og Jord, skal forgaa fra Jorden, saa de er ikke under disse Himle.

12 Ham er det, som skabte Jorden ved sin Magt og ordnede Jordkredsen ved sin Visdom og udspændte Himlen ved sin Forstand.

13 Naar han udgiver sin Røst, bruse Vandene i Himle, han lader Dunster opstige fra Jordens Ende ; Lyn gjør han til Regn, og han fører Vinden af sine Kamre.

14 Ufornuftigt er ethvert Menneske, uden Forstand; hver Støber skammer sig over Billedet, thi Løgn er hans Støbegods; der er ingen Aand idem.

15 Forfængelighed ere de, Skuffelsens Værk; paa deres Hjemsøgelses Tid skal de forgaa.

16 Ikke som disse er Jakobs Del, thi Han skabte alt, og Israel er hans Arvestamme, Herren Almægtigste er hans Navn.

17 Saml dit Gods af Landet, du, som boer paa Borgen!

l8 thi saa siger Herren: Se, denne Gang udslynger jeg Landets Indbyggere og trænger dem, saa de skal føle det.

19 Be mig for mit Brud, haardt er mit Saar; men jeg siger: Disse Lidelser! jeg vil bære dem.

20 Mit Telt er ødelagt, alle mine Snore ere sønderrevne, mine Børn ere Igangne ud fra mig og er ej mere, ingen udspænder længer mit Telt eller ophænger mine Tæpper.

21 Thi Hyrderne ere blevne tossede; Herren søge de ikke, derfor have de ingen Forstand, og hele deres Hjord er adspredt.

22 En Røst høres: "Se,tdet kommer! og et stort Bulder fra Nordens Land, til at gjøre Judas Stæder til et Øde, Dragers Bo".

23 Jeg veed det, o Herre, at Menneskets Vej staaer ej til ham, at det ikke staaer til Vandringsmanden at fæstne sine Skridt.

24 Tugt mig da, o Herre, dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ej sønderknuser mig!

25 udøs din Fortørnelse over Hedningerne, som ikke kjende dig, og over Slægterne, som ikke paakalde i dit Navn, thi de har fortæret Jakob, fortæret og slugt ham, og hans Bolig har de lagt øde.