Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 15de Kapitel

Ingen Bønhørelse.

1 Men Herren sagde til mig: Stod end Mose og Samuel for mit Aasyn, var min Sjæl dog ikke til dette Folk! send dem bort fra mit Aasyn, saa de gaa ud!

2 og det skal ske, naar de sige til dig: Hvor skal vi gaa hen? at du da siger til dem: Saa siger Herren: De som er Dødsens til Døden, de som er Sværdets til Sværdet, de som er Hungerens til Hungeren, og de som er Fangenskabets til Fangenskabet;

3 og jeg beskikker fire Slags imod dem, varsler Herren: Sværdet til at slaa ihjel, Hunde til at slæbe bort, Himlens Fugle og Jordens Dyr til at æde og tilintetgjøre;

4 og jeg vil gjøre dem til Skumpelskud for alle Jordens Riger for Judas Konge Manasse Ezechias Søns Skyld, for hvad han gjorde i Jerusalem!

5 Thi hvo kan skaane dig Jerusalem, og hvem kan ynkes over dig, hvem vil gaa af sin Vej, for at hilse dig?

6 Du har forladt mig, varsler Herren, du er gaaet tilbage! men jeg udrakte min Haand mod dig og ødelagde dig, jeg er ked af Medlidenhed.

7 Jeg kaster dem med Kasteskovl i Landets Porte, jeg tog Børnene fra dem, jeg ødelagde mit Folk; de vendte sig ej fra deres Veje.

8 Deres Enker blive mig flere end Havets Sand; jeg bringer dem ved lys Dag Ødelæggeren over det unge Mandskabs Moder, lader pludselig Skræk og Angest falde over hende.

9 Moder til syv Sønner vansmægter, udaander sin Sjæl; hendes Sol gaaer ned ved høj Dag, skammer sig og rødmer, og det overblevne af dem hengiver jeg til Sværdet for deres Fjender, varsler Herren.

10 Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Strids- og Trættesmand for hele Landet; jeg laaner ej ud, og de laane mig ikke; alle forbande mig.

11 Herren siger: Sandelig, jeg vil løse dig, dig til Fromme; sandelig, jeg vil endog lade Fjenden bede dig ydmyg i Ulykkens og Trængselens Tid.

12 Kan man bryde Jern, Jern fra Norden, og Kobber?

13 Din Rigdom og dine Skatte vil jeg give til Bytte, ikke for Kjøbepris, for alle dine Synder og inden alle dine Landemærker,

14 og jeg vil lade dine Fjender føre dem til et Land, du ikke kjender; thi en Ild er antændt i min Vrede, mod eder brænder den!

15 Herre, du veed det, kom mig ihu, se til mig og hævn mig paa mine Forfølgere, tag mig ikke bort for din Langmodighed, vid, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld!

l6 Dine Budord blev fundne, og jeg slugte dem; dit Ord blev mig til Fryd og Glæde for mit Hjærte, thi dit Navn er nærmet over mig, Herre Gud Almægtigste!

17 Jeg sad ej i Spotteres Lag og var lystig, ved din Haand sad jeg enlig; thi du fyldte mig med Harme.

18 Hvorfor er min Smerte evig, hvorfor er mit Saar ulægeligt, vil ikke lade sig hele? Vil du være mig som skuffende Bæk, som svigtende Vande?

19 Derfor, saa siger Herren: Naar du omvender dig, vil jeg føre dig tilbage; du skal staa for mit Ansigt, og naar du udtager det Kostbare fra det Slette, skal du være efter min Smag; de skulle vende sig til dig, og du skal ikke vende dig til dem;

20 og jeg gjør dig for dette Folk til en fast Malmmur; de skulle kjæmpe imod dig, men ikke faa Magt med dig, thi jeg er med dig for at frelse og fri dig, varsler Herren;

21 og jeg vil fri dig fra de Ondes Vold og frelses dig fra Voldsmænds Haand.

Jeremias' Bog

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52