Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 16de Kapitel

Trusel om Fangenskabet

1 Herrens Ord kom til mig saaledes:

2 Du maa ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner og Døtre paa dette Sted!

3 thi saa siger Herren over de Sønner og Døtre, som fødes paa dette Sted, og over deres Mødre, som fødte dem, og deres Fædre, som avlede dem i dette Land:

4 De skal dø vaandefuld Død, man vil ikke sørge over dem og ikke begrave dem, en Mødding paa Marken skal de blive; ved Sværd og Hunger skal de omkomme, og deres Lig skal blive til Føde for Himlens Fugle og Markens Dyr.

5 Derfor saa siger Herren: Du maa ikke gaa i Sørgehus, du maa ej gaa for at klage, og ej for at medsørge for dem; thi jeg tager min Fred fra dette Folk, varsler Herren, Naaden og Barmhjærtigheden!

6 Store og Smaa skal dø i dette Land, de skal ikke jordes, man vil ikke sørge over dem, ikke snitte og rage sig for deres Skyld!

7 man vil ej bryde Brød for dem til Sorg for at trøste over den Døde og ikke byde Mindebægeret over sin Fader og Moder!

8 og du maa ikke gaa i Gildeshuset til at sidde med dem, for at spise og drikke;

9 thi saa siger Herren Almægtigste, Israels Gud: Se, jeg dæmper paa dette Sted for eders Øjne og i eders Dage hver Lyd af Fryd og Glæde, Brudgommens og Brudens Røst. -

10 Men det skal ske, naar du melder dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor udtaler Herren al den store Ulykke over os, og hvad er vor Brøde, og hvad er vor Synd, som vi har forsyndet os med mod Herren vor Gud?

11 at du da siger til dem: Fordi eders Fædre har forladt mig, varsler Herren, vandret efter andre Guder, tjent dem, tilbedt dem, men forladt mig og ikke holdt min Lov,

12 og I har gjort det værre end eders Fædre, thi se, I vandre hver i sit onde Hjærtes Gjenstridighed uden at høre mig;

13 derfor kaster jeg eder ud af dette Land til et Land, I ikke kjende, hverken I eller eders Fædre, og der kan I tjene andre Guder Dag og Nat, fordi jeg ikke vil give eder Naade.

14 Derfor, se, Dage komme, siger Herren, da det ikke mere skal hedde: "Saasandt Herren lever, som førte Israels Børn op fra Ægyptens Land":

15 men: "Saasandt Herren lever, som førte Israels Børn op fra Nørre-Land og alle de Lande, han havde udstødt dem i"; jeg vil nemlig føre dem tilbage til deres Land, som jeg gav deres Fædre.

16 Se, jeg sender Bud efter mange Fiskere, varsler Herren, og de skal fiske dem; og saa vil jeg sende Bud efter mange Jægere, og de skal fange dem, fra hvert Bjerg og fra hver Høj og fra hver Klippekløft;

17 thi mine Øjne ere over alle deres Veje, de dølges ej for mit Aasyn, og deres Brøde skjules ej for mine Øjnez

18 og først betaler jeg dem deres Brøde og deres Synd to Gange, fordi de har vanhelliget mit Land med deres fæle Guders døde Kroppe og fyldt min Arv med deres Vederstyggeligheder.

19 O Herre, min Styrke, min faste Borg, min Tilflugt paa Nødens Dag, til dig ville Hedninger komme fra Jordens Grændser og sige: Kun Løgn tog vore Fædre i Arv, Forfængelighed, hvori der ikke var Hjælp.

20 Kan et Menneske gjøre sig Guder, og de er ikke Guder.

21 Derfor, se, jeg lader dem denne Gang kjende, jeg lader dem kjende min Haand og min Vælde, og de skal faa at vide, at mit Navn er Herren!