Bibelen
Det gamle testamente
IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja
Det 17de Kapitel
Fortsættelse. Mod at vanhellige Hviledagen
1 Judas Synd er skreven med Staalpen, med Demant og ristet paa deres Hjærtetavle
og deres Altres Horn;
2 saa deres Børn huske deres Altre og deres Maanebilleder ved grønne Træ, paa rage Høje!
3 saa giver jeg mit Bjerg paa Sletten, din Rigdom, alle dine Skatte til Bytte, dine Høje for Synden inden alle dine Landemærker.
4 Og du skal rive dig løs, og det ved dig selv, fra din Arv, som jeg har givet dig, og jeg vil lade dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kjender ; thi en Ild har I optændt i min Vrede, som brænder evig. -
5 Saa siger Herren: Forhandet den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kjød for sit Værn, men hvis Hjærte viger bort fra Herren;
6 han skal vorde som enligt Træ i Ørk, han skal ikke se Godt fremkomme, han skal bo i Ørk paa svedne Hede, paa Saltgrund, man ej kan bygsle.
7 Velsignet den Mand, som stoler paa Herren, hvis Tillid Herren er;
8 han skal vorde som et Træ, plantet ved Vande som skyder sine Rødder ved Bækken, som frygter ej, naar Heden kommer, hvis Blade blive grønne og hænge ej i Tørkeaar, og som ikke lader af at bære Frugt. -
9 Hjærtet er bedrageligere end alt, og det er svagt; hvem kjender det?
10 Jeg Herren ransager Hjærte, prøver Nyrer, og det for at give hver efter hans
Veje, efter hans Idrætters Frugt.
11 En Agerhøne, som samler Æg, men udruger dem ikke, er den, som samler Rigdom, men ej med Rette; han maa forlade den midt i sine Dage, og paa sit Sidste bliver han en Daare.
12 Ærens Højsæde, ophøjet fra Begyndelsen, er vor Helligdoms Sted;
13 Israels Haab er Herren; alle, som forlade dig, skulle beskjæmmes, mine Affaldne skrives i Støvet; thi de har forladt Herren, den levende Vandkilde.
14 Læg mig Herre, at jeg kan helbredes, frels mig, at jeg kan vorde frelst, thi du er min Ros.
15 Se, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? lad det dog komme!
16 Men jeg har ikke holdt mig fra at vogte i dit Spor, men Vaandens Dag begjærede jeg ej, du veed det; hvad der kom over mine Læber, var klart for dit Aasyn.
17 Ikke vorde du mig til Skræk, du min Tilflugt paa Ulykkens Dag!
18 saa mine Forfølgere blive til Skamme, men jeg ikke beskjæmmes; de skrækkes, men jeg forskrækkes ikke; før den onde Dag over dem, og knus dem med et dobbelt Slag!
19 Saa sagde Herren til mig: Gaa og stil dig paa Folketinget, hvor Judas Konger gaa ind og ud, og paa alle Jerusalems Tingsteder,
20 og du skal sige til dem: Hører Herrens Ord, I Judas Konger og hele Juda og alle Jerusalems Indbhggere, som gaa ind ad disse Porte!
21 Saa siger Herren: Vogter eder for eders Sjæles Skyld, bærer ingen Byrde paa Hviledagen, og bringer den ikke gjennem Jerusalems Porte;
22 og fører ingen Byrde af eders Huse om Hviledagen, og ingen Gjerning maa I gjøre, men I skulle holde Hviledagen hellig, ligesom jeg har befalet eders Fædre!
23 men de hørte ikke og laante ej Øre dertil; men de gjorde deres Nakke stiv, saa de ikke hørte og toge ikke mod Lærdom.
24 Men det skal ske, varsler Herren, hvis I nøje høre efter mig, og ikke fører Byrder gjennem denne Stads Porte paa Hviledagen, men holder Hviledagen hellig, saa I ikke gjør nogen Gjerning paa denne Dag,
25 at der gjennem denne Stads Porte skal komme Konger og Fyrster, som sidde paa Davids Kongestol, farende til Vogns og til Hest, de og deres Høvdinger, Judas Mænd og Jernsalems Indbyggere, og denne Stad skal blive til evig Tid;
26 og de skal komme fra Judas Stæder og Jerusalems Omegn, fra Benjamins Land og fra Sletten, fra Bjerget og fra Sydlandet, de, som bringe Brændofre og Slagtofre, Madofre og Røgelse, og de, som bringe Takofre til Herrens Hus;
27 men dersom I ikke ville høre mig om at holde Hviledagen hellig og ikke at bære Byrder og gaa ind ad Jerusalems Porte om Hviledagen, da vil jeg stikke
Ild paa dens Porte, og den skal fortære Jerusalems Slotte og ikke slukkes.
|