Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 18de Kapitel

Pottemageren og Leret.

1 Det Ord, som kom til Jeremja fra Herren saaledes:

2 Rejs dig, gaa ned til Pottemagerens Hus, og der vil jeg lade dig høre mine Ord.

3 Saa gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han arbejdede ved Skiven;

4 men det Kar, han arbejdede paa, blev fordærvet, som det gaaer med Leret i Pottemagerens Haand, men saa gjorde han det om til et andet Kar, saaledes at det blev ret gjort for Pottemagerens Øjne.

5 Da kom Herrens Ord til mig saaledes:

6 Mon jeg ikke kan som denne Pottemager gjøre ved eder, Israels Hus, varsler Herren? se, som Leret er i Portemagerens Haand, saaledes ere I, Israels Hus, i min Haand!

7 Taler jeg engang mod et Folk og et Rige til at knuse, udrydde og fordærve,

8 men dette Folk, jeg har talet imod, vender om fra sin Ondskab, saa angrer jeg det Onde, jeg havde tænkt at gjøre mod det;

9 og taler jeg engang om et Folk og et Rige om at bygge og plante det,

10 men det gjør, hvad Ondt er i mine Øjne, saa det ikke hører efter min Røst, saa angrer jeg det Gode, jeg havde sagt, jeg vilde dem godt med. -

11 Men nu, siig dog til Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere saaledes: Saa siger Herren: Se, jeg har en Ulykke i Værk og et Forsæt i Tanker mod eder; vender dog om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Idrætter!

12 Men de sige: "Det er spildt!" thi vi ville vandre efter vore Tanker, og handle hver efter sit onde Hjærtes Gjenstridighed. -

13 Derfor, saa siger Herren: Spørger dog blandt Hedningerne: Hvem har hørt saadanne Ting? noget saare grueligt har Israels Jomfru bedrevet!

14 Mon Libanons Sne aflader fra Sletternes Klippe? mon de fremmede kjølige Vande ophøre at rinde?

15 Dog, mit Folk har glemt mig, bringer Røgelse for Forfængelighed, der lade dem snuble paa deres Veje, de gamle Baner, saa de gaa paa Stier, sporløs Vej,

16 gjøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver, som drager gjennem det, vil forfærdes, ryste paa Hovedet.

17 Som Østenvind vil jeg sprede dem for deres Fjenders Aasyn; deres Ryg og ikke deres Ansigt vil jeg se paa deres Fordærvelses Dag!

18 Men de sagde: Nuvel, lad os lægge Raad op mod Jeremja; thi Loven forgaaer ikke for Præsten, Raadet for den Vise, Ordet for Profeten; nuvel, lad os slaa ham med Tungen, og ikke give Agt paa alle hans Ord!

19 Mærk da, o Herre, paa mig, og hør deres Røst, som trætte mod mig.

20 Skal Ondt betales for Godt; thi de har gravet en Grav for mig! kom ihu, at jeg stod for dit Aasyn, for at tale Godt for dem, til at afvende din Vrede fra dem!

21 Giv derfor deres Børn til Hungeren og riv dem hen ved vardets Magt! deres Hustruer vorde barnløse og Enker, deres Mænd dødsslagne, deres Ungersvende fældede ved Sværd paa Valen!

22 Lad der høres Skrig fra deres Huse, naar du pludselig fører Skaren over dem ; thi de grave Grav for at fange mig og skjule Snarer for mine Fødder.

23 Men du kjender alle deres Raad mod mig til Døden! dæk ikke deres Brøde og udslet ikke deres Synd for dit Aasyn; lad dem styrte for dit Aasyn, handl med dem i din Vredes Stund!