Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 2det Kapitel

Mod Israels Utaknemmelighed.

1 Herrens Ord kom til mig saaledes:

2 Gaa, udraab for Jerusalems Øren og siig: Saa siger Herren: Jeg ihukommer dig din Ungdoms Kjærlighed, din Elskov i Trolovelsesdagene, da du gik efter mig i Ørken, i udyrket Land;

3 Israel var helliget Herren, hans Frugters Førstegrøde, alle, som vilde fortære ham, maatte bøde derfor, Ulykke kom over dem, varsler Herren.

4 Hører Herrens Ord, Jakobs Hus og alle Israels Huses Slægter!

5 Saa siger Herren: Hvad Uret have eders Fædre fundet hos mig, at de holdt sig langt fra mig, gik efter Daarskab og blev Daarer?

6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, som førte os op af Ægyptens Land, lod os vandre gjennem Ørken, gjennem Heders og Graves Land, gjennem det tørre Land og Dødens Skygge, gjennem det Land, som ingen vandrer i, og hvor intet Menneske boer!

7 og jeg førte eder ind i det frugtbare Land, for at I skulde nyde dets Frugt og Gode; men da I kom derind, besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.

8 Præsterne sagde ikke: Hvor er Herren? De, som behandlede Loven, kjendte mig ikke; Hyrderne syndede mod mig, Profeterne spaaede ved Ba-al og vandrede efter dem, som intet nytte.

9 Derfor maa jeg endnu trætte med eder, varsler Herren, ja med eders Børnebørn maa jeg trætte.

10 Drager da over til Kittims Øer og seer, sender Bud til Kedar og lægger nøje Mærke til og seer, om noget saadant er skeet der?

11 om et Hedningefolk har omskiftet sine Guder, skjøndt de ikke er Guder; men mit Folk har omskiftet sin Herlighed med, hvad der intet nytter.

12 Forbavses I Himle derover, gyser og forfærdes saare, varsler Herren!

13 thi to onde Ting har mit Folk gjort, mig har de frladt, den levende Vandkilde, for at grave sig Brønde, sprukne Brønde, som ej holde Vand.

14 Er da Israel Træl, eller er han Hjemfødning? hvorfor er han bleven til Bytte?

15 Unge Løver brøle over ham, de sætte deres Brøl op, de har gjort hans Land til en Ørk, hans Stæder ere nedbrændte, saa ingen boer deri;

16 ogsaa Nofs og Takpanes Sønner skalde din Isse.

17 Volder du dig ikke dette selv, da du forlod Herren din Gud, da han vilde føre dig paa Veien?

18 Og nu, hvad vil du paa Ægyptens Vej til at drikke Nilens Vande? og hvad vil du paa Assurs Vej til at drikke Eufrats Vande?

19 Din Ondskab vil tugte dig og dit Frafald straffe dig; men erkjend og se, at det var ondt og bittert, at du forlod Herren! din Gud, og min Frygt var ikke hos dig, varsler Gud Herren, Almægtigste.

20 Thi fordum har jeg brudt dit Aag og sønderrevet dine Lænker, og du sagde: "Jeg vil ikke trælle!" dog paa hver højnet og under hvert grønt Træ du henkasted dig som Skjøgen.

21 Jeg planted dig som ædel Vinkvist, hel ægte Sæd, hvordan har du da forvendt dig for mig til fremmed Vinstoks Ranke?

22 Om du end tvættede dig i Lud og tog megen Sæbe til, vil din Brøde være en Plet for mig, varsler Gud Herren.

23 Hvorledes kan du sige: "Jeg er ikke uren, jeg har ikke gaaet efter Ba-lerne!" Se, din Vej i Dalen og erkjend, hvad du har gjort, letsindige Kamelhoppe, som løb hid og did paa sine Veje,

24 Vildæselinde, vant til Ørken, snappende efter Vejret for Bryndez hvem stiller hendes Lyst? alle, der søge hende, trætte sig ej; i hendes Maaned finde de hende.

25 Lad ikke din Fod være nøgen og din Hals tørstig; men du siger: "Nej, forgjæves! thi jeg holder af Fremmede, og dem vil jeg følge!"

26 Som Tyven bliver til Skamme, naar han gribes, saaledes bliver Israels Hus til Skamme, de, deres Konger, deres Fyrster, baade deres Præster og deres Profeter,

27 som sige til Træ: "Du er min Fader!" og til Sten: "Du har født mig !" thi til mig vende de Ryg og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid ville de sige: "Op, og frels os!"

28 Men hvor er saa dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kan frelse dig i din Ulykkes Tid! thi saa mange Byer, ligesaa mange Guder har du, Juda!

29 Hvorfor ville i trætte med mig, alle I, som ere faldne fra mig, varsler Herren.

30 Forgjæves har jeg revset eders Sønner, de tage ikke mod Tugt; eders Sværd fortærer eders Profeter som ødelæggende Løve.

31 O, denne Slægt! seer dog Herrens Ord! Var jeg bleven Israel en Ørk, et Mørkets Land! hvorfor sagde mit Folk: "Vi raade selv, vi komme ikke mere til dig!"

32 Glemmer Jomfruen sit Smykke, Bruden sit Belte? men mit Folk har glemt mig i Dage uden Tal.

33 Hvorfor sminker du din Vej til at søge Kjærlighed? derfor har du ogsaa lært dine Veje det Onde.

34 Ogsaa paa dine Kjortelflige findes Blod af uskyldige, arme Sjæle; i Brøde traf jeg dem ej. Dog ved alt dette

35 saa siger du: "Fordi jeg er uskyldig, har hans Vrede sikkert vendt sig fra mig". Se! jeg vil gaa i Rette med dig, fordi du siger: "Jeg har ikke syndet".

36 Hvorfor løber du saa idelig nu een saa anden Vej? Ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, som du blev til Skamme ved Assyrien.

37 Ogsaa derfra skal du gaa ud med dine Hænder paa dit Hoved, thi Herren forskyder dem, du forlader dig paa, og du skal ikke finde Lykke hos dem.