Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 4de Kapitel

Opfordring til Omvendelse. Varsel om Landets Ødelæggelse

1 Dersom du vil omvende dig, Israel, varsler Herren, maa du vende om til mig ; dersom du vil borttage dine stygge Guder fra mit Aasyn, skal du ikke blive landflygtig;

2 men du skal sværge ved den levende Gud med Sandhed, Ret og Retfærdighed, og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig i ham.

3 Thi saa siger Herren til Judas' Mænd og til Jerusalem: Driver eders Brakmark og saaer ikke mellem Torne!

4 omskjærer eder for Herren, og borttager eders Hjærtes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere, for at min Vrede ikke skal fare ud som Ild og brænde, og ingen slukke den, for eders onde Gjerningers Skyld.

5 Forkynder det i Juda, lader det høre i Jerusalem, og siger: "Støder i Trompeten i Landet, raaber med fuld Stemme og siger: "Samler eder, og lad os drage ind i de faste Stæder!"

6 Rejser Banner hen mod Zion, flyer, standser ikke! thi jeg bringer Ondt fra Norden, et stort Brud."

7 Løven rejser sig fra sit tætte Skjul, Folkefordærveren bryder op, drager ud fra sit Sted, til at lægge dit Land øde, saa dine Stæder skal blive forstyrrede, uden Indbyggere!

8 Derfor, ombelter eder med Sørgedragt, jamrer og hyler, thi Herrens Vredes Brand vender sig ej fra os.

9 Paa denne Dag, varsler Herren, vil Kongens Mod forgaa og Fyrsternes Mod, Præsterne ville forfærdes og Profeterne forbavses.

10 Ja sagde jeg: Ak Herre Gud! i Sandhed, du har daaret dette Folk og Jerusalem, da der sagdes: "Fred være med eder!" og Sværdet trænger ind til Sjælen!

11 Paa denne Tid vil man sige til dette Folk og til Jernsalem: En glødende Vind fra Ørkens skaldede Bakke er paa Vejen til mit Folks Datter! den er ikke til at kaste Korn i, og ej til at rense det;

12 en Vind, stærkere end dertil, vil komme til mig; nu vil jeg ogsaa afsige Domme over dem.

13 Se, som Skyer drager han op, som Stormen er hans Vogne, lettere end Ørne hans Heste! "Ve os, thi vi ere ødelagte!"

14 Tvæt dit Hjærte fra Ondt, Jerusalem, for at. du kan blive frelst; hvorlænge skulle dine onde Tanker huses i dit Indre?

15 Thi en Røst forkynder fra Dan, og bebuder Ulykke fra Efraims Bjerg.

16 Paaminder Folkene, se, lad det høres over Jerusalem, Vogtere komme fra fjerne Land, og gjalde mod Judas Stæder!

17 som Markens Vogtere ere de trindt mod hende, thi mod mig har hun været gjenstridig, varsler Herren.

18 Din Vej og dine Gjerninger har voldt dig dette; det er din Ulykke; vistnok er det bittert, vistnok naaer det dit Hjærte! -

19 Mit Indre, mit Indre! hvor lider jeg Vaande! mit Hjærtekammer! mit Hjærte stormer i mig! jeg kan ikke tie, thi du, min Sjæl, har hørt Basunens Lyd, Krigens Bulder.

20 Ødelæggelse paa Ødelæggelse meldes, thi ødelagt er hele Landet; pludselig ere mine Telte, i et Øieblik mine Boliger ødelagte!

21 Hvorlænge skal jeg se det Banner, høre den Basunlyd? -

22 Ja daarligt er mit Folk; mig kjende de ikke ; vanvittige Børn ere de, og de har ingen Forstand! kloge ere de paa at gjøre Ondt, men de forstaa ikke at gjøre Godt.

23 Jeg saae Jorden, og se, den var øde og tom; og til Himlene, og deres Lys var der ikke ;

24 jeg saae Bjergene, og se, de skjælvede, og alle Højene dandsede;

25 jeg saae, og se, der var intet Menneske, og alle Himlens Fugle var fløjne;

26 jeg saae, og se, frugtbar Mark er Ørk, og alle dens Byer forstyrrede af Herren for hans Vredes Brand. -

27 Thi saa siger Herren: Øde skal hele Landet vorde, men tilintetgjøre vil jeg det ej.

28 Derfor sørger Jorden, og Himlen sortner foroven, fordi jeg har talet, hvad jeg har tænkt, angrer det ikke og viger ej derfra. -

29 For Bulderet af Ryttere og Bueskytter flyer allen Stad; de gaa ind i Skyerne, stige op paa Fjeldene, hver en Stad er forladt, der er ikke en Mand i dem.

30 Men du Forstyrrede! hvad vil du gjøre? Om du end klædte dig i Purpur, smykkede dig med Gyldenstykke, gned dine Øjne med Sminke; forgjæves skal du pynte dig; dine Bejlere foragte dig, de tragte efter dit Liv.

31 Thi jeg hørte et Skrig som den Fødendes, et Angestraab som den Førstefødendes, et Skrig af Zions Datter; hun stønner, hun udrækker sine Hænder: "O ve mig! mat falder min Sjæl for Mordere!"