Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Spaadomme mod fremmede folk.

Det 51de Kapitel

Fortsættelse,

1 Saa siger Herren: Se! jeg vækker mod Babel og alle, som bo i Hjcertet af mine Modstandere, en fordærvende Aand.

2 Jeg sender Fremmede mod Babel, og de skal udpresse den, de skal udtømme dens Land, thi de skal være mod den trindt omkring paa Ulykkens Dag,

3 Bueskytten mod den, som spænder sin Bue, og mod den, som bryster sig i Brynje, og I skal ikke spare hendes Ungersvende, lyser hele hendes Hær i Band!

4 slagne skal de falde i Kaldæernes Land, og gjennemborede paa dens Stræder.

5 Thi Israel og Juda er ikke Enke efter Herren Almægtigste, skjøndt deres Land er fuldt af Skyld for Israels Hellige.

6 Flygter midt ud af Babel, hver redde sin Sjæl, ødelægges ej ved hendes Misgjerning! thi det er Hævnens Tid for Herren, Løn betaler han hende.

7 Et Guldbæger var Babel i Herrens Haand, som beruste den hele Jord; af hendes Vin drak Hedningerne; derfor bleve Hedningerne rasende.

8 Pludselig er Babel falden og knust; hyler over hende! henter Balsam for hendes Saar, maaske det kan læges.

9 Vi vilde læge Babel, men hun blev ikke lægt; forlader hende og lader os gaa, hver til sit Land, thi hendes Dom naaer til Himlen og hæver sig til Skyerne;

10 Herren har bragt vor Retfærdighed for Dagen; kommer, lader os i Zion fortælle Herren vor Guds Gjerning!

11 Hvæsser Pilene, fylJder Kogrene! Herren har opvakt Mediens mægtige Konges Aand; thi til Babel staaer hans Hu til at ødelægge den; thi det er Herrens Hævn, Hævn over hans Tempel.

12 Hæver Banneret mod Babels Mure, forstærker Vagten, stiller Poster ud, ordner Forposterne; thi baade har Herren tænkt og gjort, hvad han har talet mod Babels Indbyggere.

13 Du, som boer ved de vældige Vande, stor ved dine Skatte, din Ende er kommen, Maalet for din Vinding.

14 Herren Almægtigste har svoret ved sig selv: For sandt! jeg fylder dig med Folk som Græshopper, og de skal synge Frydesange over dig,

15 Han skabte Jorden ved sin Kraft, beredte Verden ved sin Visdom, udspændte Himlene ved sin Forstand.

16 Naar han hæver sin Røst, bruse Vandene i Himlen; han fører Skyer op fra Jordens Ende, Lyn gjør han til Regn, og fører Vindene Ud af deres Kamre.

17 Dumt er hvert Menneske uden Kundskab; beskjæmmet er hver Guldsmed af sine Billeder; thi en Løgn er hans Støbegods, der er ikke Aand i dem;

18 Forfængelighed ere de, Bedrageres Arbejde, paa deres Hjemsøgelses Tid skal de forgaa.

19 Ikke som disse er Jakobs Lod; thi Han har dannet det Hele; han er hans Arvestamme, Herren Almægtigste er hans Navn. -

20 En Hammer var du mig, et Krigsvaaben; med dig jeg knuste Folk, med dig jeg ødte Riger;

21 ved dig jeg knuste Hest og Nytter; ved dig jeg knuste Vogn og Kudsk,

22 ved dig jeg knuste Mand og Kvinde, ved dig jeg knuste Gammel og Ung, ved dig jeg knuste Svend og Mø,

23 ved dig jeg knuste Hyrde og hans Hjord, ved dig jeg knuste Bonde og hans Spand, ved dig jeg knuste Fogeder og Amtmænd;

24 men jeg vil betale Babel og alle dem, som bo i Kaldæa, al deres Ondskab, som de har øvet i Zion for eders Øjne, varsler Herren. -

25 Se, jeg vil mod dig, du ødelæggende Bjerg, varsler Herren, du, som øder al Jorden, jeg udrækker min Haand mod dig og ruller dig ned fra Klipperne og gjør dig til et udbrændt Bjerg,

26 saa man ej kan tage Hjørnesten eller Grundsten af dig; thi du skal blive et evigt Øde, varsler Herren.

27 Rejser Banner i Landet, støder i Luren blandt Hedningerne, vier Hedningerne mod hende, opbyder Rigerne mod hende: Ararat, Minni og Askenas, sætter Ridmester over dem og lader Heste drage op som mankede Græshopper!

28 Vier Hedninger mod hende, Mediens vældige Konge, dets Fogeder og Amtmænd og alt Landet under hans Herskab!

29 Landet skjælver og bæver, thi Herrens Tanker rejse sig mod Babel til at gjøre Babels Land til en Ørk, uden Indbyggere.

30 Babels Helte har opgivet Kampen, de sidde paa deres Borge, glemt er deres Kraft, de er blevne til Kvindfolk, hendes Boliger ere stukne i Brand, hendes Bomme ere sprængte.

31 Løbet løber mod Løber og Bud mod Bud for at melde Babels Konge, at hans Stad er tagen fra den anden Ende,

32 at Overgangene ere besatte, Sivene afbrændte, Krigsfolkene i Forvirring. -

33 Thi saa siger Herren Almægtigste, Israels Gud: Babels Datter er som Logulv i Tærsketid; om et Lidet, saa kommer Høsttiden for hende.

34 Babels Konge Nebukadnezar aad os op, knuste os, han gjorde os til et tomt Kar, han slugte os som en Drage, fyldte sin Bug med vore Herligheder, stødte os ud.

35 Vold mod mig og mit Kjød over Babel! siger Zions Beboerinde; "mit Blod over Kaldæas Beboer", siger Jerusalem.

36 Derfor, saa siger Herren: Se, jeg udkjæmper din Sag og udfører din Hævn, jeg udtømmer hendes Hav og udtørrer hendes Kilder.

37 Babel skal vorde Grusdynge, Dragebo, til Gru og Spot, uden Beboere,

38 brøle skal de tilhobe som unge Løve og musse som Løveunger.

39 Naar de gløde, vil jeg anrette Drikkelag for dem, og jeg vil beruse dem, saa de blive lystige og sove den evige Søvn, og vaagne ej op, varsler Herren;

40 som Lam vil jeg føre dem til Slagterbænken, som Væddere med Bukke.

41 Hvorledes er Sesak fangen, al Jordens Pris tagen, hvorledes er Babel bleven til Gru blandt Hedningerne?

42 Havet er gaaet over Babel, den er skjult under dets brusende Bølger;

43 dens Stæder ere blevne en Gru, et tørt og øde Land, et Land, hvori ingen Mand boer, og gjennem hvilket intet Menneskebarn drager;

44 og jeg hjemsøger Vel i Babel og uddrager, hvad han har slugt, af hans Mund, Hedningerne skal ikke mere strømme til ham; ogsaa Babels Mur er falden.

45 Drag midt ud af den, mit Folk, og hver redde sin Sjæl fra Herrens Vredes Brand!

46 Bliver ej bløde om Hjærtet og frygter ej ved Rygtet, som høres i Landet! thi der gaaer Rygte i det ene Aar, og andet Rygte efter det i andet Aar, Vold er der i Landet og Hersker over Hersker.

47 Se derfor, Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Billeder; hele hendes Land skal beskjæmmes og hendes Slagne falde midt deri.

48 Over Babel jubler Himmel og Jord og alt, hvad i dem er, fordi den mægtige Ødelægger kommer fra Norden over hende, varsler Herren.

49 Ogsaa Babel maa falde, I Israels Slagne, ogsaa for Babel faldt hele Jordens Slagne.

50 I, som ere slupne for Sværdet, vandrer, standser ikke! tænker paa Herren fra fjerne Land, og Jerusalem ligge eder paa Hjærte!

51 Vi vare beskjæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skam skjulte vore Ansigter, thi Fremmede kom over Herrens Huses Helligdomme!

52 Derfor se, Dage komme, varsler Herren, da jeg vil hjemsøge dens Billeder, og i hele dens Land sukke dens Slagne.

53 Skjøndt Babel steg op mod Himlen og befæstede sin Magt i det Høje, skal dog Ødelæggere komme fra mig over hende, varsler Herren.

54 Et Skrigs Røst fra Babel! en stor Forstyrrelse fra Kaldæernes Land!

55 thi Herren ødelægger Babel, dæmper hendes høje Bulder; deres Bølger bruse som vældige Vande, og Lyden af dem droner.

56 Thi Ødelæggeren kom over hende, over Babel; fangne blev hendes Helte, brudte hendes Buer; thi Herren er Gjengjældelsens Gud, som sikkert betaler.

57 Jeg beruser hendes Fyrster og Vise, hendes Høvdinger, Formænd og Helte, og de skal sove den evige Søvn og ej opvaagne, varsler Kongen, - Herren Almægtigste er hans Navn.

58 Saa siger Herren Almægtigste: Babels den brede Højmur skal visselig blottes, og dens høe Porte stikkes i Brand, Folk har arbejdet for intet, Folkefærd slidt sig op for Ilden!

59 Det var det Ord, som Profeten Jeremja anbefalede Seraja, en Søn af Maksejas Søn Neria, da han drog til Babel med Judas Konge Zedekia i hans Kongedømmes fjerde Aar. men Seraja var en stille Fyrste;

60 og Jeremja skrev al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en Bog, alle disse Ord, som ere skrevne mod Babel;

61 og Jeremja sagde til Seraja: Naar du kommer til Babel, saa se til, at du læser alle disse Ord,

62 og du skal sige: Herre! du har talet om dette Sted, om at ødelægge det, saa der skal ingen bo der, hverken Folk eller Fæ, men at det skal blive en evig Ørk;

63 og naar du har endt med at læse denne Bog, skal du binde en Sten ved den og kaste den midt ud i Eufrat;

64 og du skal sige: Saa skal Babel synke og ikke mere staa op for den Ulykke, jeg fører over over den, og den skal vorde mat. - Saavidt Jeremjas Ord.