Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 8de Kapitel

Fortsættelse

1 Paa denne Tid, varsler Herren, skulle de kaste Judas Kongers Ben og deres Fyrsters Ben, Præsternes Ben og Profeternes Ben og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave,

2 og sprede dem for Sol og Maane og hele Himlens Hær, som de har elsket, og som de har tjent, som de har vandret efter, som de har søgt, og som de har tilbedet; de skal ikke samles og ikke begraves, men blive til Gjødning paa Marken;

3 og Døden skal vælges for Livet af alle, som blive tilbage af Levningen af denne onde Slægt paa hvert Sted, som bliver tilbage, hvor jeg driver dem hen, varsler Herren Almægtigste.

4 De skal sige til dem: Saa siger Herren: Falder nogen og rejser sig ikke? vender man sig bort og kommer ikke tilbage?

5 Hvorfor har da dette Folk vendt sig bort i Jerusalem med et evigt Affsald, holde fast paa Bedrag, ville ikke vende om!

6 Jeg lyttede og hørte; hvad der ej er Ret, tale de; ingen Mand angrer sin Ondskab og siger: "Hvad har jeg gjort?" alle vende de sig bort i deres Løb, som løsladt Hest i Slag.

7 Endog Storken kjender paa Himlen sine faste Tider, Turtelduen, Svalen og Tranen tager Tiden til deres Komme iagt, men mit Folk kjender ikke Herrens Lov!

8 Hvorledes kunne I sige: "Vi ere vise, og Herrens Lov er hos os!" I Sandhed, se, de Skriftkloges Løgnpen gjør den til Løgn!

9 Til Skamme blive de Vise, de forfærdes og fanges; se, Herrens Ord har de foragtet, og hvad Visdom er der hos dem?

10 Derfor giver jeg deres Hustruer til andre, deres Marker til Arvinger, thi baade Liden og Stor, alle hige de efter egen Fordel; baade Profet og Præst, alle øve de Løgn;

11 de læge mit Folks Datters Brøst som Smaating ved at sige: "Fred, Fred," men der blev ingen Fred ;

12 skamme maatte de sig, at de øvede, hvad vederstyggeligt er, men de skamme sig slet ikke, og at blues kjende de ikke; derfor skal de falde blandt de Fuldende, paa deres Hjemsøgelses Tid snuble, siger Herren.

13 Sanke, sanke vil jeg dem, varsler Herren, saa der er ingen Druer paa Vinstokken, ingen Figen paa Figentræet, Bladene visne; jeg gav dem til dem, som drage over dem. -

14 "Hvorfor sidde vi stille? flokkes, at vi kan drage ind i de faste Stæder og der gaa til Grunde!" thi Herren vor Gud lader os gaa til Grunde; han gav os Skarntydesaft at drikke, fordi vi have syndet mod Herren.

15 Bi efter Fred! men der kommer intet Godt; paa Roligheds Tid! men se, der kommer Forskrækkelse;

16 Fra Dan hører man hans Hestes Fnysen, ved Røsten af hans vældige Gangeres Vrinsken ryster det hele Land; de komme og æde Landet op og dets Fylde, Stad og dem, der bo deri.

17 Thi se, jeg sender Slanger mod eder, Basilisker, mod hvilke ingen besværgelse hjælper, og de skal bide eder, varsler Herren,

18 Lindring for min Lidelse! mit Hjærte vaander sig over mig!

19 Se, det er Røsten af mit Folks Datters Raab fra de fjerne Lande: "Er Herren ikke i Zion, er hendes Konge ikke der?" Hvorfor fortørnede de mig med deres udskaarne Billeder, med de Fremmedes Daarskaber?

20 Høsten er forbi, Sommeren til Ende, men vi blev ikke frelste!

21 For mit Folks Datters Brøst er jeg sønderknust, sorgklædt, betagen af Skræk.

22 Er der ingen Balsam i Gilead? er der ingen Læge der? hvorfor forbinder man ikke mit Folks Datter?

23 Gid mit Hoved var Vand, mit Øje Taarekilde, at jeg kunde græde Dag og Nat over mit Folks Datters Slagne!