Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
1. Profetier
2. Profeten Jeremja

Det 9de Kapitel

Fortsættelse

1 Gid jeg i Ørken havde et Tilflugtsted som Vejfarende, at jeg kunde forlade mit Folk og gaa fra dem; thi de har alle brudt Ægtepagten, er en Bande af Troløse;

2 de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn; de ere ikke stærke ved Trofasthed i Landet; de gaa fra Ondt til Ondt, og mig kjende de ikke, varsler Herren.

3 Vogter eder, den ene for den anden, stoler ikke paa nogen Broder! thi hver Broder er svigfuld, og hver Ven gaaer om som Bagvasker;

4 hver bedrager sin Næste, Sandhed tale de ikke, de lære deres Tunge at tale Løgn, de trætte sig paa Krogveje.

5 Du boer midt iblandt Svig; og for Svig ville de ikke kjende mig, varsler Herren.

6 Derfor, saa siger Herren Almægtigste: Se, jeg vil smelte og prøve dem; thi hvad skal jeg gjøre ved mit Folks Datter?

7 Dræbende Pil er deres Tunge, Svig taler den; med sin Mund taler han Fred til sin Næste, og i sit Hjærte lægger han Snare for ham.

8 Skulde jeg ikke straffe dem for dette, varsler Herren, skulde min Sjæl ikke tage Hævn over et Folk som dette? -

9 Over Bjergene vil jeg opløfte Graad og Veraab, og Klagemaal over Ørkens Græsgange; thi de ere afsvedne, saa ingen drager derover, Hjordens Bøgen høres der ej, baade Himlens Fugle og Markens Dyr ere flygtede derfra og dragne bort.

10 Jeg gjør Jerusalem til Stenhobe, Dragers Bo, og Judas Stæder vil jeg gjøre til et Øde uden Folk.

11 Hvo er den Mand saa viis, at han forstaaer dette, og at han forkynder, hvad Herrens Mund har talet til ham? hvorfor gaaer Landet til Grunde, forbrændes som Ørken, hvori ingen vandrer?

12 Men Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg har forelagt dem, hørte ikke efter min Røst og vandrede ikke efter den;

13 men de vandrede efter deres gjenstridige Hjærte, og efter de Ba-aler, deres Fædre have lært dem;

14 derfor, saa siger Herren Almægtigste, Israels Gud: Se, jeg lader dette Folk tære Malurt og giver dem Skarntydesaft at drikke;

15 og jeg spreder dem blandt Hedninger, de ikke kjendte, hverken de eller deres Fædre, og jeg skikker Sværdet efter dem, til jeg faaer dem lagt øde.

16 Saa siger Herren Almægtigste: Seer eder om efter Klagekvinder og kalder dem, at de kan komme, og sender Bud efter kloge Kvinder, at de kan komme!

17 De maa skynde sig og opløfte Klagemaal over os, saa vore Øjne kunne rinde med Taarer, og vore Øjenlaage strømme med Vand.

18 Thi Klagerøft høres fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte, saare beskjæmmede! thi vi maa Land rømme, thi de har nedstyrtet vore Boliger.

19 Saa hører, I Kvinder, Herrens Ord, og eders Øre annamme hans Munds Ord, lærer eders Døtre Veklage, og Kvinde sin Veninde Klagemaal!

20 Thi Døden kryber igjennem vore Vinduer, gaaer ind i vore Borge, for at han kan udrydde Spæde fra Gaden, Ungersvende fra Torve.

21 Tal! saa siger Herren: Menneskers Lig skal ligge som Møg paa Marken, som Neg efter Høstmanden, dem ingen samler!

22 Saa siger Herren: Den Vise rose sig ikke af sin Visdom, den Stærke rose sig ikke af sin Styrke, den Rige rose sig ikke af sin Rigdom,

23 men deraf rose sig hver, som vil rose sig, at han kjender mig med Forstand, at Jeg er Herren, som øver Kjærlighed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi deri har jeg Velbehag, varsler Herren.

24 Se, Dage komme, varsler Herren, da jeg vil hjemsØge alle Omskaarne med Uomskaarne;

25 Ægypten og Juda, Edom og Ammons Børn, Moab og alle de Studshaarede, som bo i Ørken; thi alle Hedninger ere uomskaarne og hele Israels Hus har uomskaaret Hjærte.