Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
2. Klagesangene

Det 1ste Kapitel

1 Hvordan ligger folkerige Stad ensom, er som Enke vorden, Storstad blandt Folkene, Fruen i Landskaberne bleven skattepligtigP

2 Højt græder hun om Natten, Taarer er paa hendes Kind, Trøster har hun ikke af alle sine Elskere, alle hendes Venner forraadte hende og blev hendes Fjender;

3 Juda er bortført for Elendighed og megen Trældom, hun boer blandt Hedninger. Hvile finder hun ikke, alle hendes Forfølgere naa hende midt i Trængsler.

4 Zions Veje sørge, for de komme ej til Fest; øde er alle hendes Porte, hendes Præster sukke, hendes Jomfruer vaande sig, og for hende er det bittert.

5 Hendes Trængere ere blevne Hovedet; trygge ere hendes Fjender, thi Herren har nedslaaet hende for hendes mange Overtrædelser, hendes Spæde vandre foran Trængeren i Fangenskabet.

6 Al Herlighed veg fra Zions Datter, hendes Fyrster ere blevne som Hjorte, der ej fandt Græsgang, og gaa kraftesløse foran Forfølgeren;

7 Jerusalem kommer sin Elendigheds og Landflygtigheds Dage ihu, al hendes Herlighed, hun havde i gamle Dage, da hendes Folk faldt for Fjendehaand, og ingen hjalp hende, Fjenderne saae hende og spottede over hendes Fald.

8 Svarlig har Jerusalem syndet, derfor er hun blevet til Væmmelse, alle, som ærede hende, foragte hende, thi de saae hendes Skam, og hun sukker og vender sig bort;

9 hendes Flig var smittet; sit Endeligt tænkte hun ikke paa; hun styrtede som et Vidunder, ingen trøster hende! Herre! se min Elendighed, thi Fjenden gjør sig stor!

10 Fjende udstrækker sin Haand efter alle hendes Herligheder, ja hun saae Hedninger gaa ind i hendes Helligdom, hvorom du har budet: De maatte ikke komme i din Menighed;

11 alt hendes Folk sukker og søger efter Brød, deres Kostbarheder bortgive de for Føde, for at kvæge Sjælen! Se Herre og betragt, hvor jeg er bleven ussel!

12 Det var ej for eders Skyld, alle I, som drage over Vejen, Skuer og seer, om der er Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren, hvem Herren nedslog paa sin glødende Vredes Dag.

13 Fra det Høje skjød han Ild i mine Ben, og den raader der; for mine Fødder han spændte Garn, han styrted mig tilbage, han gjorde mig øde, mat den hele Dag.

14 Aag af mine Overtrædelser er knyttet i hans Haand, de sno sig, komme paa min Hals, han har svækket min Kraft, Herren har givet mig den i Vold, mod hvem jeg ej kan staa.

15 Alle mine Helte traadte Herren ned midt i mig; han stævnede Møde mod mig, til at knuse mine Karle; Persen traadte Herren for Jomfruen, Judas Datter.

16 Derfor græder jeg; mit Øje, mit Øje strømmer Vand ; thi langt fra mig er Trøfteren, som kvægner min Sjæl; ødelagte ere mine Sønner, thi Fjenden fik Magten.

17 Zion udstrækker sine Hænder, ingen trøster hende, Herren har opbudt Jakobs Fjender trindt omkring, Jerusalem blev til Væmmelse blandt dem.

18 Retfærdig er Herren, thi jeg var gjenstridig mod hans Bud! hører det dog alle I Folk! seer min Vaande! mine Jomfruer og mine Knøse vandrede i Fangenskab!

19 Jeg kaldte paa mine Venner, de skuffede mig; mine Præster og Ældste i Staden opgav Aanden, skjøndt de søgte Føde for at kvægne deres Sjæl. -

20 Se Herre! jeg er angest, mit Indre bruser, mit Hjærte vender sig i mig, thi jeg var saare gjenstridig, udenfor gjorde var det mig barnløs, indenfor var som Døden selv.

21 De hørte, at jeg sukkede, ingen trøstede mig; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede fig, fordi du havde gjort det. Lad dog komme den Dag, du kalder ad, og de skal vorde som jeg!

22 Al deres Ondskab komme for dit Aafyn, gjør du mod dem, som du har gjort mod mig for alle mine Overtrædelsers Skyld! thi mange ere mine Suk, og sygt er mit Hjærte.