Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
2. Klagesangene

Det 2de Kapitel

1 Hvordan har Herren i sin Vrede fordnnklet Zions Datter, kastet Israels Pryd fra Himmel til Jord og paa sin Vredes Dag ej kommet sine Fødders Skammel ihu?

2 Herren har opslugt, han skaanede ikke alle Jakobs Herligheder; i sin Fortørnelse har han nedbrudt alle Judas Datters Fæstninger, styrtet dem til Jorden, vanhelliget Riget og dets Fyrster;

3 i sin fnysende Vrede har han afhugget hvert Horn i Israel, draget sin højre Haand tilbage for Fjenden; det brænder som blussende Ild i Jakob, der fortærer rundt omkring.

4 Som Fjende han spændte sin Bue, stillede sig med sin Højre som Modstander og ihjelslog alle, som var Øjets Lyst; han udøste sin Harme som Ild i Zions Datters Telt.

5 Herren var bleven som Fjende, han opslugte Israel, han opslugte alle dens Slotte, ødelagde dens Fæstninger, gjorde Drøvelse og Bedrøvelse mangfoldig for Judas Datter;

6 han nedrev sit Gjærde som Havens, han fordærvede sin Forsamling; Herren lod Fest- og Hviledag glemmes i Zion, foragtede i sin brændende Vrede Konge og Præst .

7 Herren har forkastet sit Alter, bandet sin Helligdom, givet dens Slottes Mure i Fjendehaand, de stemme op i Herrens Hus, som var det Festdag.

8 Herren besluttede at ødelægge Zions Datters Mur; han spændte Maalesnoren, han drog ej sin Haand tilbage fra Ødelæggelsen, Værn og Mur lod han sørge, vansmægte tilhobe.

9 Hendes Porte sank i Jord, han ødelagde og knuste hendes Bomme, hendes Konge og hendes Fyrster ere blandt Hedninger, der er ingen Lov, ogsaa hendes Profeter faa intet Syn fra Herren.

10 Zions Datters Ældste sidde paa Jorden, de tie, de har kommet Aske paa deres Hoved, ere iførte Sørgedragt og Jerusalems Jomfruer bøje deres Hoved mod Jord.

11 Mine Øjne ere fortærede af Graad, mit Indre bruser, min Lever er udgydt paa Jorden over mit Folks Datters Knus, da de Spæde og Diende forsmægtede paa Stadens Gader,

12 sagde til deres Mødre: Hvor er Korn og Vin? da de vansmægtede som saaret Mand paa Stadens Gader, da de udaandede deres Sjæl ved deres Mødres Barm.

13 Hvad skal jeg vidne for dig, hvad skal jeg ligne dig ved, Jerusalems Datter, hvad skal jeg agte dig lig og trøste dig med, Jomfru, Zions Datter? thi stort er dit Brud som Havets, hvem skal læge Dig! -

14 Dine Profeter havde forfængelige og daarlige Syner for dig, de aabenbarede intet om din Brøde til at afvende dit Fangenskab, og deres Syner for dig var Varsler om Fald og Knus.

15 De klappede i Hænder over dig alle de Vejfarende, de fløjtede og rystede paa Hovedet over Jerusalems Datter: "Er det den Stad, de sagde om: Udmærket skjøn, al Landets Fryd"!

16 Alle dine Fjender spærre Munden op imod dig, de fløjte, de skjære Tænder, de sige: "Vi har slugt den, ja det er den Dag, vi ventede paa, vi fandt, vi saae"! -

17 Herren har gjort, hvad han havde tænkt, gjennemført sit Ord, som han havde budet fra gamle Dage, nedbrudt og ikke skaanet; han lod Fjenden glæde sig over dig, højt gjorde han dine Modstanderes Horn.

18 Deres Hjærte raabte til Herren: "Zions Datters Mur"! Lad Taarer flyde som Strømme Dag og Nat, giv dig ikke til Hvile, dit Øjes Datter stilles ej.

l9 Stat op, klynk højt om Nat ved første Vagt, udøs som Vand dit Hjærte for Herrens Aasyn, løft dine Hænder til ham for dine Spædes Sjæle, som forsmægte af Hunger paa alle Gadehjørner!

20 se Herre og betragt!·med hvem har du handlet saadan! skal Kvinder rede deres Frugt, de spæde Børn paa deres Arme, skal Præst og Profet dræbes i Herrens Helligdom!

21 Paa Jorden i Gaderne laa Unge og Gamle, mine Jomfruer, mine Karle ere faldne for Sværd; du hærgede paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke;

22 du har som til højtidsdag kaldt Rædsler sammen mod mig trindt fra, og paa Herrens Vredes Dag blev ingen Flygtning, ingen Reddet; dem, jeg bar paa mine Arme og fostred op, dem har min Fjende ødelagt!