Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
2. Klagesangene

Det 4de Kapitel

1 Hvordan er Guldet fordunklet, det pure Guld forvansket, hellige Stene bortslængte paa alle Gadehjørner!

2 Zions dyrebare Børn, som maatte opvejes med fineste Guld, hvordan regnes de som Lerflasker, Pottemagerhænders Gjerning!

3 Endog Drager frembyde deres Bryst og die deres Unger; mit Folks Datter er haard som Strudser i Ørken; -

4 den Diendes Tunge klæber ved Ganen af Tørst, de Spæde kræve Brød; ingen rækker dem det.

5 De, som spiste kostbare Retter, omkomme paa Gaderne; de, som ere opfostrede i Skarlagen, omfavne Møgdynger.

6 Mit Folks Datters Brøde er større end Sodoms Synd, den styrtede som i et Øjeblik, Hænder lagdes ikke paa den.

7 Hendes Fyrster vare renere end Sne, hvidere end Mælk; deres Legemer var rødere end Perler, Safir var deres Glands;

8 mørkere end Sorthed blev deres Udseende, de kjendes ej paa Gaderne, deres Hud hænger paa deres Ben, de blev tørre som Træ.

9 Det var dem bedre, som faldt for Sværd, end dem, som faldt for Hunger; de svandt hen, gjennemstungne, thi der var ikke Grøde paa Marken.

10 Ynksomme Kvinders Hænder kogte deres Børn, de blev dem til Føde i mit Folks Datters Sønderknuselse.

11 Herren har fuldkommet sin Harm, udøst sin brændende Vrede, han tændte Ild i Zion, den fortærede hendes Grundvolde;

12 de havde ikke troet det, de Jordens Konger, og alle, som bo paa Jorderig, at Modstanderen og Fjenden skulde kommet ind i Jerusalems Porte,

13 for hendes Profeters Synder, for hendes Præsters Brøde, som udøste Retfærdiges Blod i hendes Midte;

14 de vankede blinde paa Gaderne, besudlede med Blod, saa at man ikke kunde røre ved deres Klæder.

15 "Tilside! en Uren", raaber man for dem; "Tilside, tilside! rører ham ikke." Ja de ere bortfløjne, vanke hid og did, og man siger blandt Hedningerne: De skal ikke blive boende.

16 Herrens Ansigt har spredt dem, han vil ikke mere se til dem; de agtede ikke Præsternes Person, de vare ikke naadige mod Oldinger. -

17 Endnu smægte vore Øjne efter forfængelig Hjælp for os; paa vore Varder spejde vi efter et Folk, som ej kan frelse.

18 De jage efter vore Spor, saa vi ikke kan gaa paa vore Gader; nær er vor Ende, fyldte vore Dage, thi vor Ende er kommen!

19 vore Forfølgere ere blevne lettere end Himlens Ørne, paa Bjergene forfølge de os, i Ørken lure de paa os;

20 i deres Grave er Herrens Salvede, vor Livsaande, fangen, han, om hvem vi sagde: I hans Skygge vil vi leve blandt Folkene!

21 Fryd og glæd dig Edoms Datter, du, som boer i Uz' Land! Ogsaa til dig kommer Bægeret, du skal beruses og blotte dig.

22 Endt Her din Brøde, Zions Datter, han vil ikke mere lade dig bortfare! Han hjemsøger din Brøde, Edoms Datter, aabenbarer dine Synder!

Klagesangene

1 2 3 4 5