Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
3. Profeten Ezekiel

2. Spaadomme mod Jerusalem og det jødiske Folk.

Det 20de Kapitel.

Henviisning til Folkets tidligere Dage.

1 Det skete i det syvende Aar, den tiende i femte Maaned, at der kom Mænd af Israels Ældfte for at spørge Herren, og de sad foran mig.

2 Da kom Herrens Ord til mig saaledes:

3 Menneskesøn! tal til Israels Ældste og siig til dem: Saa sagde Gud Herren: Ere I komne for at spørge mig? saasandt jeg lever! om jeg vil lade mig spørge af eder, varsler Gud Herren.

4 Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? viis dem deres Fædres Vederstyggeligheder!

5 og du skal sige til dem: Saa sagde Gud Herren: Den Dag, jeg udvalgte Israel, opløftede jeg min Haand for Jakobs Huses Sæd, og jeg gav mig tilkjende for dem i Ægyptens Land, og jeg opløftede min Haand for dem og sagde: Jeg er Herren, eders Gud!

6 Samme Dag opløftede jeg min Haand for dem til at føre dem ud af Ægyptens Land, til et Land, jeg havde udsagt dem, som flyder med Mælk og Honning; dejligt var det fremfor alle Lande;

7 og jeg sagde til dem: Hver bortkaste sine Øjnes fæle Afgudsbilleder, besmitter eder ikke med Ægyptens Gudeklodse; jeg er Herren, eders Gud;

8 men de gjorde Oprør mod mig, de vilde ikke lyde mig, ingen bortkastede sine Øjnes fæle Afgudsbilleder, og Ægyptens Gudeklodse forlode de ikke, saa jeg tænkte paa at udgyde min Harme over dem til at fuldbyrde min Vrede paa dem midt i Ægyptens Land;

9 dog, jeg handlede for mit Navns Skyld for ikke at vanhellige det i Hedningernes Øjne, blandt hvilke de vare, for hvis Øjne jeg havde givet mig tilkjende for dem til at føre dem ud af Ægyptens Land.

10 Saa lod jeg dem drage ud af Ægyptens Land og førte dem til Ørken;

11 og jeg gav dem mine Bud og kundgjorde dem mine Love, hvilke Mennesket skal holde og leve derved;

12 ogsaa gav jeg dem mine Hviledage, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, for at de skulde forstaa, at jeg er Herren, som helliger dem;

13 men Israels Hus var gjenstridigt imod mig i Ørken; i mine Bud vandrede de ikke, de foragtede mine Love, som Mennesket skal holde og leve derved; mine Hviledage vanhelligede de saare, saa jeg tænkte paa at udgyde min Harme over dem i Ørken for at gjøre Ende paa dem;

14 dog, jeg handlede for mit Navns Skyld, for ikke at vanhellige det for de Hedningers Øjne, for hvis Øjne jeg havde ført dem ud.

15 Men jeg opløftede dog min Haand for dem i Ørken, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet, det, som flyder med Mælk og Honning, det, som var yndigt fremfor alle Lande;

16 fordi de foragtede mine Love og vandrede ikke i mine Bud og vanhelligede mine Hviledage; thi deres Hjærter gik efter deres Afguder;

17 men mit Øje skaanede dem, saa jeg ikke lagde dem øde og gjorde sikke Ende paa dem i Ørken.

18 Da sagde jeg til deres Børn i Ørken: Vandrer ikke efter eders Fædres Skikke, holder ikke deres Bud og besmitter eder ikke med deres Afguder!

19 jeg er Herren, eders Gud, i mine Bud skal I vandre, mine Love skal I holde og opfylde!

20 mine Hviledage skulle I holde hellige, og de skal være et Tegn mellem mig og eder, for at I skulle forstaa, at jeg er Herren, eders Gud.

21 Men Børnene vare gjenstridige mod mig, de vandrede ikke i mine Bud, holdt ikke mine Love, saa de opfyldte dem, hvilke Mennesket skal holde og leve derved; mine Hviledage vanhelligede de, saa jeg tænkte paa at udgyde min Harme over dem til at fuldbyrde min Vrede paa dem i Ørken;

22 men jeg drog min Haand tilbage og handlede for mit Navns Skyld for ikke at vanhellige det i de Hedningers Øjne, for hvis Øjne jeg havde ført dem ud.

23 Dog opløftede jeg min Haand for dem i Ørken, at jeg vilde sprede dem blandt Hedningerne og splitte dem i Landene,

24 fordi de ikke holdt mine Love, foragtede mine Bud og vanhelligede mine Hviledage, og deres Øjne vare efter deres Fædres Afguder.

25 Saa gav jeg dem ogsaa Bud, som ikke vare gode, og Love, ved hvilke de ikke kunde leve,

26 og jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de førte alle deres Førstefødte gjennem Ilden, for at jeg kunde lægge dem øde, for at de maatte forstaa, at jeg er Herren!

27 Tal derfor, Menneskesøn, til Israels Hus, og du skal sige til dem: Saa sagde Gud Herren: Endnu derved spottede eders Fædre mig, at de ved deres Troskabsbrudd handlede troløst mod mig.

28 Jeg førte dem ind i det Land, som jeg havde opløftet min Haand til at give dem, men de saae hver fremragende Høj og hvert løvrigt Træ, og der slagtede de deres Ofre, og der nedlagde de deres Forargelses Gaver, der bragte de deres duftende Vellugt, og der udgød de deres Drikofre;

29 og jeg sagde til dem: Hvad er Højen, I komme til, og dens Navn hedder "Høj" end denne Dag.

30 Siig derfor til Israels Hus: Saa sagde Gud Herren: Besmitte I eder paa eders Fædres Vej, og bole I efter deres fæle Afguder;

31 og idet I bringe eders Gaver ved at lade eders Sønner gaa gjennem Ilden, besmitte I eder ved alle eders Afguder end denne Dag, og jeg skulde lade mig spørge af eder, Israels Hus? Saasandt jeg lever! varsler Gud Herren, om jeg vil lade mig spørge af eder!

32 Hvad der er kommet op i eders Aand, skal visselig ikke ske, naar I sige: Vi ville blive som andre Folk, som Slægterne i Landene, til at tjene Stok og Sten!

33 Saasandt jeg lever! varsler Gud Herren, om jeg ikke med stærk Haand, udstrakt Arm og udøst Harm vil herske over eder!

34 saa jeg vil føre eder ud fra Folkene, samle eder af Landene, hvori I ere adspredte, ved en stærk Haand, udstrakt Arm, i udøst Harm,

35 og føre eder ind i Folkeørk, og der vil jeg gaa i Rette med eder, Ansigt til Ansigt;

36 ligesom jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Lands Ørk, saaledes vil jeg gaa i Rette med eder, varsler Gud Herren;

37 og jeg vil bringe eder under Ave og føre eder ind i Pagtens Baand,

38 og jeg vil udrense fra eder de Gjenstridige, og de fra mig Affaldne, dem vil jeg føre ud fra deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme, for at I skal forstaa, at jeg er Herren.

39 Men I, Israels Hus! saa sagde Gud Herren: Gaaer hen og tjener, hver sine Afguder! men tilsidst, vil da ingen af eder høre mig? Mit hellige Navn ville I ikke mere vanhellige ved eders Gaver og ved eders Afguder;

40 thi paa mit hellige Bjerg, paa Israels høje Bjerg, varsler Gud Herren, der skal hele Israels Hus, alle paa Jorden, tjene mig, der vil jeg finde Behag i dem, der vil jeg spørge om eders Hævofre, om Førstegrøden af, hvad I frembære, i alt, hvad I hellige;

41 i duftende Vellugt vil jeg finde Behag i eder, naar jeg fører eder ud fra Folkene, samler eder af Landene, hvor I ere adspredte, og helliggjøres hos eder i Hedningernes Øjne;

42 og I forstaa, at jeg er Herren, naar jeg fører eder ind i Israels Land, det Land, som jeg opløftede min Haand til at give eders Fædre;

43 og der skal I mindes eders Veje og alle eders slemme Gjerninger, I har besmittet eder med, og I skal væmmes over eder selv, over al eders Ondskab, I har bedrevet;

44 saa I forstaa, at jeg er Herren, naar jeg handler med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders de onde Veje og efter eders fordærvelige Gjerninger, Israels Hus! varsler Gud Herren.