Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
3. Profeten Ezekiel

4. Forjættelser

Det 33de Kapitel.

Prosetens vægteremhede

1 Saa kom Herrens Ord til mig saalunde:

2 Menneskesøn! tal til dit Folks Børn, og du skal sige til dem: Naar jeg fører Sværd mod et Land, og Landets Folk tager en Mand af sin Midte og sætter ham til Vægter for sig,

3 og han seer Sværdet komme mod Landet, støder i Trompeten og advarer Folket;

4 hører da En Trompetens Lyd, men lader sig ikke vare, saa Sværdet kom og tog ham bort, hans Blod skal være over hans Hoved;

5 Trompetens Lyd har han hørt, men han lod sig ikke vare, hans Blod skal være over ham; men lod han sig vare, frelste han sin Sjæl.

6 Men naar Vægteren seer Sværdet komme og støder ikke i Trompeten, og Folket ikke blev varet, og Sværdet kom og tog en Sjæl bort, saa er han bortreven for sin Brøde, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Haand. -

7 Men du, Menneskesøn! dig har jeg sat til Vægter for Israels Hus; naar du hører Ordet af min Mund, skal du advare dem fra mig.

8 Naar jeg siger til den Uretfærdige: "Uretfærdige, du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare en Uretfærdig for hans Vandel, da skal den Uretfærdige dø for sin Brøde, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand!

9 Men naar du har advaret den Uretfærdige for hans Vandel, for at han kan omvende sig derfra, men han ikke vender om fra sin Vej, skal han dø for sin Brøde, men du har din Sjæl fri.

10 Men du, Menneskesøn! siig til Israels Hus: Saa har I sagt og sige: Fordi vore Overtrædelser og Synder ere over os, hensvinde vi ved dem, og hvorledes kunne vi da leve?

11 Siig til dem: Saasandt jeg lever! varsler Gud Herren: Om jeg har Behag i den Uretfærdiges Død, men i, at den Uretfærdige vender om fra sin Vandel og lever! Vender om, vender om fra eders onde Veje, hvorfor vil I dø, Israels Hus? -

12 Men du, Menneskesøn! siig til dit Folks Børn: Den Retfærdiges Retfærdighed skal ikke frelse ham paa hans Overtrædelses Dag; og den Uretfærdiges Uretfærdighed skal ikke blive ham til Anstød den Dag, han omsvender sig fra sin Uretfærdighed; men den Retfærdige kan ikke leve derved den Dag, han synder.

13 Naar jeg siger til den Retfærdige: "Han skal visselig leve!" men han stoler paa sin Retfærdighed og gjør uret, da skal al hans Retfærdighed ikke ihukommes, men han skal dø i den Uret, han begik;

14 og naar jeg siger til den Uretfærdige: "Du skal visselig dø!" men han vender om fra sin Synd og gjør Ret og Skjel,

15 saa den Uretfærdige giver Pant tilbage, erstatter revet Gods, vandrer i Livets Love, saa han ikke gjør Uret, han skal visselig leve, han skal ikke dø;

16 alle hans Synder, han begik, skal ikke drages ham til Minde; Ret og Skjel har han gjort, han skal visselig leve. -

17 Men dit Folks Børn sige: Herrens Vej er ikke ret! Men det er dem, hvis Vej ikke er ret.

18 Naar en Retfærdig vender sig bort fra sin Retfærdighed og gjør Uret, saa skal han dø derved;

19 men naar en Uretfærdig omvender sig fra sin Uretfærdighed og gjør Ret og Skjel, skal han leve derfor.

20 Og I sige: Herrens Vej er ikke ret! Jeg vil dømme eder, Israels Hus, hver efter sin Vandel.

21 I det tolvte Aar, den femte i tiende Maaned efter vor Bortførelse, kom en Flygtning til mig fra Jerusalem og sagde: "Staden er slagen".

22 Men Herrens Haand var over mig Aftenen før Flygtningen kom, han aabnede min Mund, til han kom til mig om Morgenen; min Mund var da opladt, og jeg var ikke mere stum.

23 Saa kom Herrens Ord til mig saaledes:

24 Menneskesøn! de, som bo paa disse øde Steder i Israels Land, sige saaledes: Abraham var een Mand, og han arvede Landet, men vi ere mange, os er Landet givet til Eje!

25 Siig derfor til dem: Saa sagde Gud Herren: I spise Kjød med Blodet, hæve eders Øjne til eders Afgudsbilleder og udgyde Blod, og I vil arve Landet!

26 I har staaet paa eders Sværd, I har øvet Vederstyggelighed, Mand har skændet andens Hustru, og I ville arve Landet?

27 Saa skal du sige til dem: Saa sagde Gud Herren: Saasandt jeg lever! om de paa de øde Steder ikke skulle falde for Sværdet ;den, som er paa aaben Mark, giver jeg til Føde for vilde Dyr, og de, som ere i Borge og Huler, skal dø af Pest;

28 og Landet vil jeg gjøre til et Øde, en Ørk, dets Magts Stolthed skal høre op, Israels Bjerge skal være øde, saa ingen gaaer over dem;

29 saa de skal forstaa, at jeg er Herren, naar jeg gjør Landet til Øde, til Ørk, for alle deres Vederstyggeligheder, de har bedrevet.

30 Men du, Menneskesøn! dit Folks Børn tale sammen om dig ved Væggene og i Husdørene, og den ene taler til den anden, Mand til sin Broder, og siger: Kommer dog og hører, hvad det er for et Ord, som er udgaaet fra Herren!

31 og de ville komme til dig, som et Folk kommer sammen, og mit Folk vil sidde for dit Aasyn, høre dine Ord, men ikke gjøre dem; thi den løse Snak i deres Mund gjøre de, efter deres Begjærlighed vandrer deres Hjærte;

32 og se, du er dem som en Skjøgevise, "Han har en smuk Stemme og spiller godt!" de høre dine Ord, men gjøre dem ikke!

33 Men naar det kommer - se, det kommer! - da skal de forstaa, at en Profet har været midt iblandt dem.

Ezekiels Bog

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48