Bibelen
Det gamle testamente
IV. De fem hellige varselsbøger
4. Profeten Ezekiel
1. Daniel og hans syner om Babylons fald og Israels fremtid.
Det 4de Kapitel.
Nebukadnezars Vanvid.
1 Kong Nebukadnezar til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boe paa den hele Jord: Eders Fred vorde mangfoldigt
2 De Tegn og Undergjerninger, som den høieste Gud har gjort mod mig, behager det mig at kundgjore;
3 hans Tegn hvor store, hans Undere hvor stærke, hans Rige er et evigt Rige og hans Herredom fra Slægt til Slægt! -
4 Jeg Nebukadnezar var tryg i mit Huus, livsglad i min Borg;
5 men jeg havde en Drøm og den forfærdede mig, Skrække-Billederne paa mit Leie og mit Hoveds Syner forvirrede mig.
6 Saa udgik der en Befaling, at man skulde føre alle de Vise i Babel op til mig, for at de skulde forklare mig Drømmens Betydning;
7 da traadte de Skriftkloge, Besværgerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind, jeg sagde dem min Drøm, men de kunde ikke forklare mig dens Betydning.
8 Men tilsidst traad Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn, og over hvem de hellige Guders Aand er, ind for mig, og jeg sagde ham Drømmen:
9 Beltsazar, du Formand for de Skriftkloge! eftersom jeg veed, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig svar, siig mig Synerne i min Drøm, jeg saae, og Betydningen deraf;
10 og nu mit Hoveds Syner paa mit Leie - jeg saae og see, der var et Træ midt i Landet, og dets Høide var stor;
11 Træet var svært og stærkt, dets Høide naaede til Himlen og det kunde sees til hele Jordens Ende;
12 deilig var dets Løv, mangfoldig dets Frugt og Føde deraf for alle; under dets Skygge var Markens vilde Dyr, Himlens Fugle boede idets Grene, og af det næredes alt Kjød.
13 Jeg saae i mit Hoveds Syner paa mit Leie, og see: en Vægter, en Hellig steeg ned fras Himlen;
14 han raabte med Vælde og saaledes sagde han: fælder Træet, afhugger dets Grene, afriver dets Løv, spreder dets Frugt. Dyrene flygte fra dets Læ, Fuglene fra dets Grene;
15 men lader Stubben med dens Rødder tilbage i Jorden, i Lænker af Jern og Kobber i Markens Græs, med Himlens Dug skal han veedes, og han skal dele med Dyrene af Markens Urter;
16 hans Menneske-Hjerte skal forandres, og der skal gives ham Dyre-Forstand; og syv Tider vexle over ham.
17 Det er besluttet i Vægternes Raad, og afsagt Fordring af de Hellige, indtil de Levende forstaae, at den Høieste raader i Menneskers Rige, og at han giver det til hvem han vil, og sætter den Ringe blandt Folket over det.
18 Det er Drømmen, jeg Kong Nebukadnezar saae, men du, Beltsazar siig mig Betydningen, eftersom alle Vise i mit Rige ikke kunne forklare mig Betydningen, men du kan, eftersom de hellige Guders Aand er i dig.
19) Da blev Daniel, hvis Navn er Beltsazar en Stund forfærdet, hans Tanker foruroligede ham, men Kongen tog Ordet og sagde: Beltsazar lad Drømmen og dens Betydning ikke forfærde dig! Beltsazar svarede og sagde: min Herre, Drømmen er for dem, som hade dig og dens Udlægning for dine Fjender!
20 Træet du saae, som var stort og stærkt, hvis Høide naaede til Himlen, og som kunde sees over den hele Jord,
21 hvis Lov var deiligt og Frugt mangfoldig og Føde sor Alle, under hvilket Markens Dyr boede, og i hvis Grene Himlens Fugle byggede,
22 det er dig selv, o Konge, som er stor og stærk, stor er din Magt og naaer til Himlen, og dit Herredømme til Jordens Ende.
23 Men at Kongen saae en Vægter og Hellig nedstige fra Himlen, som sagde: fælder Træet og odeløgger det, men lader Stubben og dets Rod tilbage i Jorden, og i lænker af Jern og Kobber skal han være i Markens Græs, vædes med Himlens Dug og dele med Markens Dyr indtil syv Tider vexle over ham,
24 det er Betydningen, o Konge, og den Høiestes Beslutning, som kommer over min Herre Kongen;
25 at man vil udstøde dig fra Mennesker, din Bolig skal være hos Markens Dyr, man vil lade dig æde Urter som Oxer, og vædes af Himlens Dug, og syv Tider vil vexle over dig, inden du forstaaer, at den Høieste har Magt over Menneskers Rige, og giver det til hvem han vil.
26 Men at der blev sagt, at man skulde lade Træets Stub og dets Rødder tilbage, det er, at dit Rige skal blive staaende for dig, naar du forstaaer, at Himlene ere mægtige.
27 Dersor, o Konge, lad mit Raad behage dig, afbryd dine Synder ved Retfærdighed, og dine Misgjerninger ved Barmhjertighed mod Fattige, muligt din Ro maatte forlænges.
28) Alt dette kom over Kong Nebukadnezar.
29 Da 12 Maaneder var omme, spa½serede han paa Konge-Borgen i Babel,
30 og Kongen tog Ordet og sagde; er det ikke Stor-Babel, som jeg har bygt til Konge-Sæde ved min Krafts Styrke og til min Herligheds Glands.
31 Ordet var endnu i Kongens Mund, da en Røst faldt fra Himlen: "dig, Kong Nebukadnezar, være det sagt: Riget er veget fra dig;
32 fra Mennesker skal man udstøde dig, din Bolig skal være hos Markens Dyr, som Oxen skal man lade dig æde Urter, syv Tider skal vexle over dig, indtil du forstaaer, at den Høieste har Magt over Menneskers Rige, og giver det til hvem han vil."
33 I samme Stund gik Ordet i Opfyldelse paa Nebukadnezar, han blev udstødt fra Mennesker, han aad Urter som Oxer, hans Legeme vædedes af Himlens Dug, indtil hans Haar vorte som Ørnenes, hans Negle som Fuglenes.
34 Men da Dagene vare omme, hævede jeg, Nebukadnezar, mine Øine til Himlen, jeg fik min Forstand igjen, og jeg lovede den Høieste, priste og ærede ham, der lever evindelig, hvis Herredømme er et evigt Herredømme, og hvis Rige er fra Slægt til Slægt;
35 og al Jordens Beboere er for Intet at regne, efter sin Villie handler han med Himlens Hær og Jordens Beboere, der er Ingen, som kan holde hans Haand tilbage og sige til ham: hvad gjør du?
36 Samme Stund fik jeg min Forstand igjen og min Ære til mit Riges Glands, min Anseelse sik jeg igjen, mine Fyrster og Stormænd søgte mig, jeg blev stadfæstet i mit Rige, og en større Magt blev mig tillagt.
37 Nu priser jeg, Nebukadnezar, ophøier og ærer Himlens Konge, hvis Gjerninger alle ere Sandhed, og hvis Veie er Retfærdighed, som kan ydmyge dem, der vandre i Hovmod.
|