Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
4. Profeten Ezekiel

1. Daniel og hans syner om Babylons fald og Israels fremtid.

Det 6te Kapitel.

Daniel i Løvekulen.

1 Mederen Darios modtog Riget, da han var 62 Aar gammel.

2 Det behagede Darios at sætte 120 Statholdere over Riget og de skulde være i det hele Rige;

3 og over dem satte han tre Landshøvdinger, af hvilke Daniel var een, og for dem skulde Statholderne aflægge Regnskab, saa Kongen ikke skulde lide Skade.

4 Da overgik denne Daniel Landshøvdingerne og Statholderne, fordi der var en herlig Aand i ham, og Kongen tænkte paa at sætte ham over hele Riget. -

5 Da søgte Landshøvdingerne og Statholderne at finde Sag mod Daniel angaaende Riget, men Sag og Brøde kunde de ikke finde hos ham, eftersom han var tro, dog ingen Brøde eller Forseelse fandtes hos ham.

6 Da sagde disse Mænd, vi finde ingen Sag mod denne Daniel, uden vi skulde finde den mod ham med Hensyn til hans Guds Lov.

7 Da stormede disse Landshøvdinger og Statholdere til Kongen, og sagde saaledes til ham: Kong Darios leve evindelig!

8 alle Rigets Landshøvdinger, Lehnsherrer, Statholdere, Raadsherrer og Fyrster har raadslaaet om, at Kongen skulde stadfæste en Lov, og bekræfte et Forbud, at hver som beder en Bøn af nogen Gud eller Menneske i 30 Dage uden af dig, o Konge, skal kastes i Løvekulen;

9 stadfæst nu, o Konge, Forbudet, og optegn det skriftlig, saa at det ikke kan forandres efter Meders og Persers Lov, der ikke maa overtrædes.

10) Kong Darios opsatte derfor dette Forbud skriftlig.

11 Skjøndt Daniel vidste, at Skriftet var opsat, gik han op paa sit Huus, og Vinduerne paa hans Tagkammer vare aabne mod Jerusalem, og tre Tider om Dagen faldt han paa sine Knæ, bad og lovpriste sin Gud, - aldeles som han havde gjort tilforn.

12 Da stormede disse Mænd til, og traf Daniel bedende og bønfaldende sin Gud.

13 Derpaa kom de frem og talede til Kongen om det kongelige Forbud: har du ikke opsat det Forbud, at hver der i 30 Dage beder nogen Gud eller Menneske om Noget, uden dig, o Konge, skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: det Ord staaer fast efter Meders og Persers Lov, som ikke maa overtrædes.

14 Da svarede de Kongen og sagde: Daniel, som er af de Bortførte fra Juda, har ikke taget Hensyn til dig, o Konge, eller til Forbudet, som du har opsat; tre Tider daglig holder han sin Bøn.

15 Da Kongen hørte dette Ord, blev han meget bedrøvet, vendte sin Tanke til Daniel, for at frelse ham, og indtil Solens Nedgang gjorde han sig Umage for at redde ham.

16 Disse Mænd stormede da ind paa Kongen, og sagde til Kongen: Kongen maa vide, at det er Meders og Persers Lov, at ethvert Forbud og Befaling, som Kongen har stadfæstet, ikke kan forandres.

17 Saa befalede Kongen, at de skulde føre Daniel frem og kaste ham i Løvekulen, Kongen tog Ordet og sagde til Daniel: din Gud, som du altid tilbeder, han frelse dig!

18 og der blev bragt en Steen, og lagt for Mundingen af Kulen; Kongen forseglede den med sin Signetring; og med sine Stormænds Signeter, saa Beslutningen mod Daniel ikke kunde forandres.

19) Kongen gik derpaa bort til sit Slot, han tilbragte Natten uden at have spiist, ingen Medhustru lod han føre ind til sig, og hans Søvn veeg fra ham.

20 Saa stod Kongen op med Morgenrøden, da det blev lyst, og gik strax hen til Lovekulen.

21 Da han nærmede sig Kulen til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen tog Ordet og sagde til Daniel: Daniel, du den levende Guds Tjener, kunde din Gud, som du altid tilbeder, frelse dig fra Løverne!

22 Derpaa talede Daniel til Kongen: Kongen leve evindelig!

23 min Gud sendte sin Engel og lukte Løvernes Mund, saa de ikke har ødelagt mig; fordi jeg er funden uskyldig for ham; og mod dig, o Konge, har jeg heller ikke begaaet nogen Misgjerning.

24 Da blev Kongen meget glad og befalede at drage Daniel op af Kulen; man drog Daniel op af Kulen, og der fandtes ingen Skade paa ham, thi han troede paa sin Gud.

25 Men Kongen befalede, at man skulde føre de Mænd frem, som havde anklaget Daniel, og man kastede dem i Løve-Kulen, dem, deres Børn og Hustruer, og de naaede ikke Bunden af Kulen, før Løverne grebe dem og knuste alle deres Been.

26) Derpaa skrev Kong Darios til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede paa den hele Jord: Eders Fred vorde mangfoldig!

27 Af mig er givet den Befaling, at man i mit hele Riges Herredom skal skjælve og frygte for Daniels Gud; thi han er den levende Gud, som bliver evindelig, hans Rige er uforkrænkelig, og hans Herredømme varer til Enden;

28 han frelser og befrier, han gjør Tegn og Under i Himlen og paa Jorden, han frelste Daniel af Løvernes Vold.

29) Denne Daniel levede lykkelig under Darios og Perseren Kyros' Regjering.