Bibelen

Det gamle testamente

IV. De fem hellige varselsbøger
4. Profeten Ezekiel

II. Spaadomme om Verdens Riger og Guds Rige.

Det 8de Kapitel.

Synet af vædderen og Bukken.

1 I Kong Beltsazars tredie Regjerings Aar viste der sig et Syn for mig Daniel, efter det som havde viist sig for mig i Begyndelsen.

2 Jeg saae i Synet, og det stete som jeg saae: at jeg var paa Slottet i Susan i Landskabet Elam, og jeg saae i Synet, at jeg var ved Floden Ulai.

3 Jeg opløftede mine Øine og saae og see en Vædder, der stod mod Floden, den havde to Horn; Hornene vare høie, men det ene høiere end det andet, og det høieste voxte sidst op.

4 Jeg saae Vædderen støde mod Vest, Nord og Syd, intet Dyr kunde staae for dens Aafyn og Ingen kunde redde af dens Vold, den handlede efter sit Tykke og gjorde store Ting.

5 Jeg gav Agt og see, der kom en Gedebuk fra Vesten hen over hele Jorden, men den berørte ikke Jorden; og samme Buk havde et anseeligt Horn mellem sine Øine;

6 og den kom til Vædderen med de to Horn, som jeg havde seet staaende mod Floden, og han rendte mod ham med hans heftige Kraft.

7 Jeg saae ham komme til Vædderen, han var haard ved ham, han slog Vædderen, brækkede begge hans Horn, og der var ingen Kraft i Vædderen til at staae ham imod, han slog ham til Jorden, han stampede paa ham og der var Ingen, som kunde frelse Vædderen af hans Haand;

8 og Gedebukken gjorde overordentlig store Ting, men som han var i sin Styrke blev det store Horn brækket, og der voxte fire andre frem i Stedet for det, mod Himlens fire Vinde;

9 og fra et af dem skud der et Horn frem af det Smaae, men det blev for Resten stort mod Syd og Øst og det yndige Land;

10 det voxte op mod Himlens Hær, kastede nogle af denne Hær og af Stjernerne til Jorden, og traad dem ned;

11 det voxede mod Herrens Fyrste, det daglige Offer blev borttaget af det, og hans hellige Bolig nedkastet.

12 Hæren blev hengiven med det daglige Offer ved Overtrædelse, det kastede Sandhed til Jorden , det gjorde det og havde Lykken med sig.

13 Derpaa hørte jeg en Hellig tale, og en Hellig sagde til En, der talede: hvorlænge skal det vare med Synet om det daglige Offer og den ødelæggende Overtrædelse, at baade Helligdommen og Hæren overgives til at nedtrædes.

14 Da sagde han til mig: indtil 2300 Aftener og Morgener, saa skal Helligdommen retfærdiggjøres.

15) Da jeg, Daniel, saae Synet, bad jeg om Forstand derpaa, og see, der stod En hos mig af Udseende som en Mand;

16 og jeg hørte en Menneske-Røst mellem Ulai, han raabte og sagde: Gabriel, giv denne Mand Forstand paa Synet.

17 Saa kom han hen hvor jeg stod, men da han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; men han sagde til mig: forstaae Menneske-Søn, at Synet gjælder Endens Tid.

18 Da han talede til mig, faldt jeg i Afmagt paa mit Ansigt til Jorden, men han rørte ved mig og stillede mig hvor jeg havde staaet;

19 og han sagde: see! jeg lader dig vide hvad der skal skee i Vredens sidste Tid, thi det gjælder Endens Tid.

20 Vædderen, som du saae med de to Horn, er Kongerne i Medien og Persien;

21 den laadne Buk er Græker-Kongen, og det store Horn mellem hans Øine er den første Konge;

22 at det blev brækket og der kom fire i Stedet for, er at der af eet Folk skal opstaae fire Riger, men ikke med hans Kraft;

23 og i deres Riges sidste Tid, naar Overtræderne har fyldt Maalet, skal der opstaae en ublu og rænkefuld Konge;

24 hans Magt er stærk, dog er det ikke ved hans egen Kraft, at han skal anrette vidunderlig Ødelæggelse, have Lykken med sig og udrette det, han skal ødelægge Mægtige og de Helliges Folk;

25 ved hans Kløgt skal Svig lykkes i hans Haand, i sit Hjerte hovmoder han sig, Mange ødelægger han i Tryghed, og han staaer mod Fyrsternes Fyrste, men han skal knækkes uden Haand.

26 Synet angaaende Aftenerne og Morgenerne, som er sagt, er Sandhed; men Forsegl du Synet, thi det angaaer mange Dage.

27 Men jeg Daniel var mat og blev syg nogle Dage; men saa stod jeg op og passede Kongens Tjeneste; jeg var i Forfærdelse over Synet, men Ingen mærkede det.