Bibelen

Det gamle testamente

V. De tolv Propheter
2. Profeten Joel

Det 2det Kapitel.

Fortsættelse. Formaning til Bod.

1 Steder i Basunen paa Zion, raaber høit paa mit hellige Bjerg, skjælver alle Landets Beboere; thi Herrens Dag kommer, ja den er nær;

2 en Dag med Mulm og Mørke med Skyer og Dunkelhed; som Morgengry der udbreder sig over Bjergene et stort og stærkt Folk, hvis Lige ikke har været fra Evighed og ikke tiere vil være efter det til de kommende Slægters Aar.

3 Ild fortærer foran det; efter det brænder Luen, som Edens Have er Landet foran det, og bag det en øde ørk; og der er ingen Redning for det;

4 det seer ud som det var Heste, og som Ryttere løbe de;

5 som Lyden af Vogne springe de paa Bjerg-Toppene, som Knittren af Ildslue der fortærer Straae, som et stærkt, kamprustet Folk;

6 for det skjælve Folkene, hvert Ansigt mister sin Farve;

7 som Helte løbe de, som Krigsmænd bestige de Muren, hver gaae de sin Vei, og forandre ikke deres Retning;

8 den ene trykker ikke den anden, hver gaae de sin Bane, og falde de for Spydet, de bryde ikke af;

9 i Staden sværme de, paa Muren løbe de; de stige op i Husene, gaae som Tyve gjennem Vinduerne;

10 for dem skjælver Jorden, Himlen bæver, Sol og Maane formørkes, Stjerner miste deres Skin.

11 Herren tordner foran sin Hær, thi hans Leir er meget stor, stærk er hans Ords Fuldbyrder, thi stor er Herrens Dag og saare frygtelig, hvem kan udholde den. -

11 Dog ogsaa nu, varsler Herren, vender om til mig af Eders ganske Hjerte med Faste, Graad og Klage!

13 Sønderriver Eders Hjerte og ikke Eders Klæder, vender om til Herren Eders Gud, thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Kjærlighed, og angrer det Onde.

l4 Hvo veed, om han vil vende om og angre det, og lade efter sig en Velsignelse, Madoffer og Drikoffer For Herren Eders Gud.

15 Støder i Basun paa Zion, vier en Faste, indkalder en Forsamling;

16 samler Folket, helliger Menigheden, indkalder de Ældste, samler Spæde og Diende, Brudgommen gaae ud af sit Lønkammer, Bruden af sin Alkove.

17 Mellem Vaabenhuset og Alteret skal Præsterne, Herrens Tjenere, græde og sige: Herre! spar dit Folk, gjør ikke din Arv til Skamme, saa Hedningerne skulle spotte dem; hvorfor skulle de sige blandt Folkene: hvor er deres Gud?

18) Herren blev nidkjær for sit Land, ynkedes over sit Folk;

19 Herren svarede og sagde til sit Folk: see, jeg sender Eder Korn, Most og Olie, og I skulle mættes deraf , og jeg vil ikke mere gjøre Eder til Spot blandt Hedningerne.

20 Nordboerne vil jeg fjerne fra Eder, udstøde dem i tørt og øde Land, hans Fortrav hen mod østre Hav, hans Bagtrop ved det vestre Hav, en Stank skal opstaae af dem, og raadden Lugt af dem opstige, thi Han har øvet Storværk.

21 Frygt ikke, o Land, fryd og glæd dig, thi Herren har øvet Storværk.

22 Frygter i ikke I Markens Dyr, thi ørkens Enge grønnes, thi Træet bærer sin Frugt, Figentræet og Viinstokken give deres Kraft.

23 Zions Børn! fryder og glæder Eder i Herren Eders Gud, thi han giver Eder en Lærer i Retfærdighed, og lader Regn nedfalde til Eder, Regn i Høst og Regn i Vaar som i Begyndelsen;

24 Loerne skal fyldes med Korn, Perserne strømme med Most og Olie;

25 jeg vil erstatte Eder de Aar, i hvad Græshoppen, Springeren, Gnaveren og Høskræppen fortærede, min store Hær, som jeg sendte mod Eder.

26 Da skal I spise og blive mætte og prise Herren Eders Guds Navn, som handlede vidunderligt med Eder, og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme;

27 og I skulle forstaae, at jeg er midt i Israel og at jeg er Herren Eders Gud, og der er ingen anden, og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.