Bibelen

Det gamle testamente

V. De tolv Propheter
5. Profeten Jona

Det 4de Kapitel.

Jona og Herren.

1 Men det stod Jona saare ilde an, og han blev vred;

2 og han bad til Herren og sagde: Herre, Kjære, var det ikke mit Ord, da jeg var i mit Land! derfor skyndte jeg mig med at flygte til Tarsis, thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Kjærlighed som angrer det Onde!

3 og nu Herre, naa tag min Sjæl fra mig, thi jeg vil heller døe end leve!

4 Da sagde Herren: mon det er billigt, at du er vred?

5 Men Jona gik ud af Staden, satte sig østen for Byen, gjorde sig der en Hytte og boede i Skygge under den, indtil han kunde see, hvad der blev af Staden.

6 Da opbød Gud Herren et Græskar, det voxte op for Jona, for at være Skygge over hans Hoved, og fri ham for hans Onde; og Jona frydede sig overmaade over det Græskar.

7 Men saa opbød Gud en Orm ved Morgengry næste Dag og den stak Græskarret, saa det visnede;

8 og som Soel gik op, opbød Gud en stille Østenvind, og Solen stak Jonas Hoved, han vansmægtede, ønskede sin Sjæl at døe og sagde: jeg vil heller døe end leve.

9 Da sagde Gud til Jona: mon det er billigt, at du er vred for det Græskar; men han sagde: billigviis! jeg er vred til Døden!

10 Da sagde Herren: du var nænsom over det Græskar, du ikke bar arbeidet for og ikke givet Væxt, som i een Nat skod op, og i een Nat forgif,

11 og jeg skulde ikke være nænsom over den store Stad Ninive, hvori der er meer end 12 Gange 10 Tusinde Mennesker, som ikke kjende Forskjel paa Høire og Venstre, og meget kvæg!