Bibelen

Det gamle testamente

V. De tolv Propheter
7. Profeten Nahum

Det 3die Kapitel.

Vee over Ninive!

1 Vee Blodstaden! den er ganske fuld af Løgn og Rov, den opgiver ikke Røveriet.

2 Pidske-Knald, Lyd af raslende Hjul skjændende Heste, rumlende Vogne,

3 Ryttere hæve flammende Sværd og lynende Spyd, en Mængde Slagne, Dynger af Liig, ingen Ende paa døde Kroppe, de falde over deres Liig,

4 for Skjøgens store Boleri; hun var meget deilig, en Frue i Trolddom, som solgte Folk ved sit store Boleri og Slægter Ved sin svare Trolddom.

5 See, jeg er over dig, varsler Herren Almægtigsie, jeg vil blotte dit Slør over dit Ansigt, lade Hedninger see din Blusel og Riger din Skam;

6 og jeg vil kaste Skarn paa dig og skjænde dig og gjøre dig som et Speil;

7 saa Enhver, som seer dig, Vil flygte for dig og sige: "ødelagte Ninive! hvem vil beklage hende, og hvorfra skal jeg søge dig Trøstere?" -

8 Mon du er bedre end No-Amon, som boer mellem Strømmene med Vande trindt om sig, hvis Værn er Havet, og hvis Muur er af Havet.

9 Æthiopien var hendes Styrke og Ægypten, der var ingen Ende paa, og Put og Libyer var til din Hjælp.

10 Ogsaa hun vandrer udlændig i Fangenskab, ogsaa hendes Spæde knuses paa alle Gade-Hjørner, om hendes Hædersmand kaste de Lod, og hendes Stormænd sammenkjædes i Lænker;

11 ogsaa du skal blive drukken, og skjule dig, ogsaa du skal søge en Tilflugt for Fjenden.

12 Alle dine Borge ere Figentræer med tidlig moden Frugt, naar man ryster dem, falde de Fraadseren i Munden.

13 See, dit Folk er Kvindfolk midt i dig; for dine Fjender aabnes f1ur dit Lands Porte, Ild fortærer dine Bomme.

14 Drag dig Vand til Beleiringen, udbeder dine Fæstninger, gaae i Slam og ælt i Leer og istandsæt Teglovnen.

15 Der skal Ild Fortære dig, Sværd udrydde I dig, fortære dig som Høskræppem giør dig kun mangfoldig som Høskræppen, formeer dig som Græshoppen.

16 Du har flere Kræmmere end Stjerner paa Himlen; Høskræppen udbreder sine Vinger og flyver bort.

17 Dine Kronede er som Græshopper, dine Høvdinger en Mylr af Kaalorme, som leire sig ved Gjerder paa kolde Dag; Solen bryder igjennem, de flygte, og man veed ei hvad Sted de er.

18 Dine Hyrder blunde, Assurs Konge, dine Hædersmænd ligge i Ro, dit Folk spredes paa Bjergene, og Ingen samler dem.

19 Der er ingen Lindring for dit Saar, ulægelig er dit Slag, Alle, som høre dit Rygte, ville klappe i Hænder over dig; thi over hvem gik ikke din Ondskab altid ud?